Paradis-is satser på udlandet

Paradis-Is skal for alvor vokse i udlandet. 17 investorerer har sammen købt 65 procent af kæden der pt. har 29 butikker i Danmark og en i udlandet.

Den danske kæde Paradis-Is som åbnede sin første butik i Århus i 2000 har i dag 29 butikker i Danmark og en i USA. (© Claus Bjørn Larsen)

En række danske rigmænd overtager nu en stor del af iskæden Paradis, der har 29 butikker i Danmark og en i USA, skriver dagbladet Børsen. Nu skal kæden, som har specialiseret sig i friskprodukceret is, for alvor vokse i udlandet.

Executive Capital, der er en fond med 17 rigmænd, køber sammen med selskabets direktør 65 pct. af Paradis og skyder samtidig ny kapital i selskabet. Målet er sammen med medstifter Jørgen Bjerre - der kommer til at sidde på 35 pct. af aktierne - at videreudvikle Paradis og sætte gang i en ny ambitiøs vækstplan.

Tre gange omsætning

- Vi kommer i 2010 til at servere 3 mio. portioner is, og målet er, at det tal skal krydse 10 mio. i løbet af få år, siger Jan Steenhard, partner i Executive Capital og kommende bestyrelsesformand i Paradis.

Planen er, at der allerede i 2010 skal være 38 butikker i Danmark, Sverige og USA. To nye butikker bliver inden for kort tid åbnet i Malmø.

Starter i Sverige

- Sverige er interessant for os, og det er oplagt, at vi i første omgang kigger mod vores nabolande. Tyskland og England er andre mulige nye lande, siger Jan Steenhard, der ikke vil udelukke, at kæden kan nå 100 butikker inden for de næste år.

Den nye handel betyder, at stifteren Thor Thorøe sælger sine 50 pct. af selskabet. Han åbnede den første Paradis-butik i Nørregade i Århus i 2000 og fik idéen til at sælge friskproduceret is, efter at han havde arbejdet på et italiensk gelateria i Rom. Konceptet er, at hver butik i kæden selv skal producere isen dagligt og på den måde sikre frisk is til kunderne.

Underskud i 2009

Paradis havde et underskud på halvanden mio. kr. i 2009, men Jan Steenhard regner med overskud i år. Omsætningen ser ud til at nå 100 mio. kr. - et tal som medstifter Jørgen Bjerre håber, at de nye ejere kan være med til at øge endnu hurtigere.

Facebook
Twitter