Partier utilfredse med haltende dyrevelfærd i svinestaldene

Svin får stadig klippet halerne af, og for mange pattegrise dør, viser ny rapport.

I 2014 blev landbruget, Dyrenes Beskyttelse og politikerne enige om at forbedre forholdene for de millioner af svin, som landbruget årligt producerer. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Politikere til højre og venstre i Folketinget er ved at miste tålmodigheden med de landmænd, som producerer millioner af svin i Danmark hvert år.

For en ny evaluering viser, at dyrevelfærden stadig halter i de danske svinestalde, selvom Landbrug og Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse og den tidligere socialdemokratiske fødevareminister for tre år siden blev enige om at rette op på de dårlige forhold.

Det får Enhedslisten til at kræve handling.

- Jeg er dybt frustreret, og jeg er meget vred over, at branchen tilsyneladende slet ikke har taget handlingsplanen alvorligt, siger Maria Gjerding (Ø), dyrevelfærdsordfører hos Enhedslisten.

- De lovede, at de nu ville få styr på dyrevelfærden i de danske svinestalde. De har dybest set været fløjtende ligeglade. Halerne bliver stadig klippet af grisene, de bliver kastreret uden bedøvelse, søerne får mavesår, og problemerne med pattegrisdødelighed, er slet ikke løst.

Ifølge Landburg & Fødevarer dør eller dødfødes omkring 25.000 smågrise hver dag.

Enhedslisten: Mål skal gøres til lov

Enhedslisten mener, at VLAK-regeringen gjorde klogest i at skrive målene i handlingsplanen fra 2014 ind i dyrevelfærdslovgivningen, så svineproducenter kan idømmes bøder.

- Det bliver simpelthen nødt til at være et lovkrav. De svineproducenter, der ikke lever op til reglerne, som stadig klipper halerne af grisene, og som stadig har høj dødelighed, må blive straffet med sanktioner, siger hun.

- Vi må konstatere at en frivillig aftale med svinebranchen er uholdbar, tilføjer Maria Gjerding.

Dansk Folkeparti vil se tiden an

Også Dansk Folkeparti er utilfreds med, at forholdene i de danske svinestalde stadig halter, men partiet vil foreløbig se tiden an.

- Jeg bliver skuffet. Jeg bliver rigtig skuffet. Det kunne godt være gjort bedre, siger Karina Due (DF), dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti.

Partiet vil nu spørge nærmere ind til den evaluering, som Fødevareministeriet netop har lavet.

- I første omgang vil jeg spørge ind til, hvorfor resultaterne ikke er bedre. Der kan være nogle initiativer, der allerede er igangsat, som viser resultaterne i løbet af kort tid, lyder det fra Karina Due.

- Hvis det viser sig, at det er rent sløseri, så kan det komme på tale, at der skal politiske redskaber til, siger hun.

Landbruget: Vi når ikke i mål

Hos Landbrug og Fødevarer mener sektordirektør for svineproduktion Christian Fink Hansen, at det går fremad.

- Man kan selvfølgelig diskutere hastigheden, men jeg noterer mig med stor glæde, at vi kører i den rigtige retning, siger han.

Selvom Landbrug og Fødevarer var med til at skrive under på målene i handlingsplanen fra 2014, lyder det nu fra organisationen, at svinebranchen muligvis ikke kommer til at leve op til handlingsplanen.

- Der kan godt være områder, hvor vi ikke når i mål på de specifikke tal eller den procentsats, man er blevet enige om, men vi bevæger os i den rigtige retning, siger Christian Fink Hansen.

I forhold til høj dødelighed blandt smågrise erkender Landbrug og Fødevarer åbent, at de ikke kommer til at leve op til målet om, at kun 16 procent af pattegrisene skal dø i 2020. Men politikernes forslag har han ikke meget til overs for.

- Vi har et rigtig højt niveau af dyrevelfærd i Danmark. Vi har også udfordringer, men det hjælper ikke at lovgive om noget, hvor forskningen endnu ikke har resulteret i en holdbar løsning.

I dag dør lidt over 21 procent af pattegrisene, fremgår det af evalueringen fra Fødevareministeriet.

Facebook
Twitter