Passagerer blokerer for gods over Øresund

Der er så mange togpassagerer mellem Danmark og Sverige, at der ikke er plads til godstransport. Der er brug for en ny jernbaneforbindelse, mener trafikforsker.

Der kører så mange togpassagerer over Øresund, at der ikke er plads til godstransport. Der er brug for en ny jernbaneforbindelse, mener trafikforsker. (Foto: Pierre Mens © bridgephoto.dk)

Togtrafikken over Øresund er ved at drukne i sin egen succes.

Der kører nemlig så mange passagerer mellem Danmark og Sverige, at der ikke er plads til godset. Og det øger behovet for en ny jernbaneforbindelse over Øresund, mener trafikforsker Alex Landex fra DTU Transport.

- Hvis ikke vi gør det, så bliver vi nødt til at afvise godskunder på sigt, siger han.

Uventet stor succes

Den 38 kilometer lange jernbane mellem København og Malmø har oplevet en væsentlig forøgelse i både passagertal og godstrafik - også mere end forventet.

Øresunds-succesen er blevet så stor, at Banedanmark snart må sige stop.

- Vi er tæt på en situation, hvor vi ikke længere kan give operatørerne adgang til at køre de godstog, de ønsker, siger sektionschef Lasse Toylsberg-Petersen fra Banedanmark til Ingeniøren.

Går imod miljømål

Men et stop for mere gods er skidt for visionerne om mere miljøvenlig transport, siger Alex Landex.

- Vi får svært ved at leve op til den målsætning vi har med, at vi skal have mere gods og flere passagerer på jernbanen og en fordobling frem til 2020, siger han.

Skal man have godstransporten tilbage på sporet, så kræver det massive investeringer - og det bedste vil være en helt ny tog-forbindelse over Øresund, mener Alex Landex.

- Hvis man bygger en ny forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg og samtidig bygger en ny ringforbindelse, så vil det være muligt at køre væsentligt flere godstog gennem Danarmk, end vi har muligthed for i dag, siger han.

Facebook
Twitter