Penge her og nu - flere hæver deres efterløn

Over 44.000 har siden januar fået deres efterløn udbetalt.

Medlemmerne af BUPL er blandt de indbetalere til efterlønsordningen, som er faldet mindst fra. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

44.600 danskere har siden januar sagt ja tak til regeringens tilbud om at få deres efterlønsindskud udbetalt.

Dermed er antallet af borgere, der indbetaler til ordningen endnu en gang faldende.

I slutningen af 2017 indbetalte 420.000 personer til ordningen, men i 2012 var der over en million danskere, der sparede op til efterløn.

- Virkeligheden er desværre, at efterløn er en ordning under afvikling, siger Verner Sand Kirk, der er direktør i Danske A-kasser.

Især akademikere har valgt at droppe efterlønsordningen for i stedet at nyde en økonomisk indsprøjtning her og nu. For beløbet, som man kan få udbetalt nu, kan være på op til 105.000 kroner, hvis man har betalt siden 1. januar 1999.

Også medlemmer af især Det Faglige Hus, 3F og FOA forlader ordningen, viser nye tal fra Danske A-kasser.

I den anden ende af skalaen findes forbund som BUPL, Byggefagenes A-kasse og Metal.

50 år og opefter

Og – måske ikke helt overraskende - er det de yngste af dem, der indbetaler til efterlønsordningen, der falder fra.

- De godt 400.000, der er tilbage i efterlønsordningen, er primært lidt oppe i alderen, de er fra 50 år og opefter, siger Verner Sand Kirk.

- Det er de færreste, der spekulerer 30 år frem i tiden, og derfor vælger de at tage pengene nu. De yngre melder sig ud, fordi de er usikre på, om de overhovedet kan få noget i efterløn. De har typisk også bedre pensionsopsparinger, forklarer han.

Siden 1. januar 2018 har det været muligt at ansøge om at træde ud af efterlønsordningen og få indbetalte efterlønsbidrag tilbagebetalt skattefrit.

30. juni er sidste frist, og Verner Sand Kirk forventer, at antallet af potentielle efterlønnere vil være nede på 400.000 1. juli.

Facebook
Twitter