Pengejæger opgiver at finde resten af Stein Baggers svindelformue

IT Factorys kreditorer ønsker ikke længere at finansiere efterforskning i USA.

Sagen om Stein Baggers svindel i IT Factory var en tilståelsessag, hvor han erkendte at have begået svindel for i alt 831 millioner kroner. Han blev i 2009 idømt syv års ubetinget fængsel. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Efter en otte måneder lang offensiv i USA for at få fat i de forsvundne 200 millioner kroner fra Stein Baggers svindel i IT Factory, opgiver kurator Boris Frederiksen nu jagten.

Det skriver Børsen på baggrund amerikanske retsdokumenter, som Boris Frederiksens amerikanske advokat Farrington Yates har sendt til en dommer i USA.

- Efter konsultation med IT Factorys kreditorer vil den udenlandske repræsentant (Kammeradvokaten, red.) ikke efterforske potentielle krav eller mulige måder at tilvejebringe midler på i USA yderligere, skriver advokaten ifølge avisen.

DR Nyheder har taget kontakt til Boris Frederiksen, der er partner i Kammeradvokaten.

Han gør status over en 10 år lang efterforskning, hvor det er lykkedes at inddrive aktiver for op mod 400 millioner kroner til kreditorerne.

- Det er min opfattelse, at vi nu er ved vejs ende. Som en læge ville have sagt det, så nytter det ikke at behandle yderligere på patienten. Vi må konstatere, at de sidste 200 millioner kroner er forsvundet for evigt, siger han.

Danske Bank: Nytteløst at fortsætte

Med en kvart milliard kroner i klemme er Danske Bank IT Factorys største kreditor.

Pressechef Kenni Leth bekræfter i et mailsvar, som DR Nyheder også har modtaget, at banken opgiver at se pengene igen.

- Det er korrekt, at det er blevet besluttet ikke at forfølge sagen yderligere i USA, da en sådan proces vil være forbundet med ekstra omkostninger, og da det er tvivlsomt, om en sådan indsats overhovedet vil medføre noget positivt nettoresultat til gavn for kreditorerne, skriver han.

Stein Bagger og hans svenske makker Mikael Ljungman blev i 2009 og 2010 idømt syv års fængsel hver for i forbindelse med svindel for 831 millioner i it-selskabet IT Factory, der gik konkurs i 2008.

Siden da har kurator Boris Frederiksen jagtet omkring 200 millioner kroner, som der aldrig blev redegjort for i forbindelse med efterforskningen af sagen.

- Vi har i en årrække set på, om nogle af de manglende penge var i behold, og om man kunne få nogle tiltag i gang for at få dem tilbage, siger advokaten.

Efterforskede svenske forbindelser i USA

I marts rettede han kikkerten mod svenskerne Mikael Ljungman og hans tidligere chef i firmaet Media Power, Carl Freer.

Via datterselskabet Ecommerce fik Media Power overført over 50 millioner kroner af svindelpengene fra IT Factory.

Det førte til, at Boris Frederiksen via sin advokat i USA vidnestævnede Carl Freer og Mikael Ljungman med krav om, at de skulle fremlægge en række dokumenter i sagen.

Det lykkedes dog hverken at få Carl Freer og Mikael Ljungman til at afgive forklaring via retssystemet i USA.

Desuden er sagen gjort vanskeligere af, at en domstol i Singapore har afsagt konkursdekret over Carl Freer.

- Ljungman blev erklæret konkurs for nogle år siden. Og i forhold til Carl Freer fik vi på et senere tidspunkt adgang til yderligere oplysninger. Men med hans konkurs i Singapore ville det være perspektivløst at fortsætte i USA med en rimelig økonomisk ramme, siger Boris Frederiksen.

Fra vækstkomet til svindelfirma

Stein Bagger og IT Factory blev kort ført afsløringen af svindlen i 2008 hyldet som Danmarks bedste vækstvirksomhed af revisionsfirmaet Ernst & Young.

Men bag kulisserne havde den daværende direktør i flere år svindlet gennem en såkaldt leasingkarrusel, som gik ud på at belåne forfalskede fakturaer, der skaffede kapital til virksomheden og fik den til at fremstå som legitim og succesfuld.

En del af fuppengene havnede dog ikke i it-virksomheden, men i stedet hos Stein Bagger og hans forretningspartner Mikael Ljungman.

Ved sagen i Retten i Lyngby havde anklageren krævet en historisk høj straf på mellem otte og 12 års fængsel for bedrageri til Stein Bagger.

På trods af, at der aldrig blev redegjort for de 200 millioner kroner, endte sagen med en mildere dom på syv års fængsel til Stein Bagger, der havde samarbejdet med myndighederne.

Som 47-årig blev han løsladt i 2014 efter fem år og tre måneder i fængsel. Siden da har han holdt sig ude af offentlighedens søgelys.

Efter IT Factorys konkurs anmeldte i alt 101 kreditorer et samlet krav på knap 1,2 milliarder kroner mod it-virksomheden. På listen var en lang række banker, leasingselskaber og internationale it-virksomheder.