Pengene vælter ind hos Amazon

Det er ikke bøgerne men den digitale sky, der driver værket for den amerikanske e-handelsgigant, der i går slog alle rekorder med et massivt overskud. Aktien gik amok.

Det går forrygende for Amazon. Men det er ikke pakkerne, der giver de store penge. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Aktionærerne i amerikanske Amazon havde en god dag i går - faktisk en helt usædvanligt god dag. Selskabet kunne i efterhånden vanlig stil fremlægge et overraskende godt regnskab, og det fik selskabets aktiekurs til at bøje lodret opad med en stigning på 12 procent i den sene handel.

Amazon betragtes i forvejen som blandt de bedste vækstaktier i tech-sektoren, og selskabet skuffede ikke - omsætningen landede på svimlende 29,1 milliarder dollars (191 mia. kroner) - en stigning på 28 procent i forhold til sidste år. Overskuddet i årets første kvartal blev 513 mio. dollars - det bedste nogensinde for selskabet.

Begge dele var betydeligt bedre end markedets forventninger.

Skyen vokser vildt

Mens Amazon er bedst kendt som en internethandelsplads og som e-boghandler, er det et helt andet forretningsområde, der driver selskabet frem. Amazon leverer nemlig både computerkraft og datacenterkapacitet til en række øvrige selskaber. Det gjaldt fx indtil for nyligt lagertjenesten Dropbox, der boede i Amazons store datacentre.

Denne del af Amazon har udviklet sig ekstremt hastigt i forhold til sidste år - faktisk er driftsindtjeningen mere end tredoblet til nu 604 mio. dollars, hvilket betyder, at denne del af Amazon tjener bedre end hovedforretningen, e-handel.

Selskabet er dog knopskudt i alle retninger, og det samme er stifter Jeff Bezos investeringer, der i dag spænder over flere medievirksomheder, blandt andet The Washington Post.

Facebook
Twitter