Pensionerede sygeplejersker skal hjælpe coronapressede hospitaler: 'Vi er klar - men ikke for enhver pris'

Milliard skal blandt andet gå til pensionerede sygeplejersker, som skal tage en ekstra tørn under coronavinteren.

Landsbestyrelsen i Seniorsammenslutningen i Dansk Sygeplejeråd. Formand Mette Bille (nummer to fra venstre) oplever en stor parathed blandt pensionerede sygeplejersker til at bidrage under coronapandemien.

Vinteren står for døren, og et i forvejen hårdt presset sundhedsvæsen kan se frem mod en lang coronavinter med stigende indlæggelsestal, pres på akutafdelingerne og aflyste operationer.

Men en ekstra milliard kroner på finansloven skal sikre, at der er hænder nok til at hjælpe hospitalsafdelingerne gennem nogle lange vintermåneder.

- Det store problem er, at vi mangler hænder, siger Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner.

Et oplagt sted at skaffe ekstra hænder er blandt de omkring 22.000 pensionerede sygeplejersker, hvoraf omkring 2.500 har forladt arbejdsmarkedet inden for de sidste to år.

Derfor har flertallet bag finansloven også aftalt, at pensionerede sygeplejersker ikke skal modregnes i deres pension, hvis de tager en tørn på et hospital i 2022.

- Vi kan håbe på, at vi kan få nogle af dem, der har forladt sundhedsvæsenet, til at vende tilbage i en periode. Og dermed også bruge midlerne til rekruttering, som samlet set kan understøtte, at vi kan få sundhedsvæsenet igennem vinteren, siger Stephanie Lose.

- Alle vil gøre en indsats

Fra de pensionerede sygeplejersker lyder budskabet, at de er klar til at trække i den hvide kittel og hjælpe i en ekstraordinær situation, hvis der er brug for dem.

Det vurderer Mette Bille, der er formand for Seniorsammenslutningen, som forener tusindvis af pensionerede sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråd.

- Der er helt sikkert nogen, der kunne tænke sig at komme tilbage til deres fag og løfte i en svær tid. Men det kommer helt an på de arbejdsmæssige vilkår, og hvad det er for et arbejdsmiljø, vi kommer ind i, siger Mette Bille, der er 71 år gammel og selv har 48 års erfaring som sygeplejerske.

Hun nævner som eksempel, at pensionerede sygeplejersker har trukket et stort læs for at få befolkningen vaccineret mod Covid-19.

- De pensionerede sygeplejersker har vist en parathed til at yde en utroligt stor indsats under corona. Det er fantastisk at opleve den entusiasme, ildhu og stolthed, som de pensionerede sygeplejersker kommer med. Vi kan stadig bruges, og vi bliver brugt, siger Mette Bille.

Hun bor selv i Holstebro, hvor over halvdelen af de ansatte på det lokale vaccinationscenter er pensionerede sygeplejersker, som altså for en stund har vendt pensionisttilværelsen ryggen for at iføre sig visir, kittel og kanyle.

- Jeg tror, at vi stort set allesammen vil gøre en indsats i den udstrækning, vi har energi, kompetencer og kræfter til det. Men det handler også om, hvilke kompetencer vi har med os, og hvor vi bedst muligt kan anvende dem. Derfor er det ikke nogen let øvelse, siger hun.

Hun påpeger, at der er sket meget inden for faget, siden de lod sig pensionere. Derfor ligger der en vigtig opgave for hospitalerne i at prioritere og planlægge.

- Hvis jeg nu skulle ind som 71-årig og arbejde igen, så skulle det være på nogle vilkår, som jeg kunne holde til, og hvor jeg ikke blev pålagt at arbejde ud over de otte timer. For det ville jeg ikke kunne holde til, siger Mette Bille.

- Sygehusene er nødt til at indrette sig efter os, hvis de vil gøre brug af os. Vi kan ikke bare komme ind fra gaden og sige: Så udfylder vi den stilling. Mange af os har været væk fra arbejdslivet i lang tid, og det betyder, at vi ikke kender til den elektronik og digitalisering, som er. Men vi kan passe og pleje og yde omsorg, det kan vi, siger Mette Bille.

Brug for ekstra arbejdskraft

Netop bidraget fra pensionerede sygeplejersker kan blive helt afgørende for at sikre, at de danske sygehuse kan holde et beredskab under coronavinteren.

Det fortæller Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

- Med den ekstra milliard på finansloven kan man købe den personaletid, vi lige nu mangler. Vi kan formentlig undgå at lukke akutsenge, hvis det lykkes at få de eksisterende sygeplejersker til at arbejde lidt mere og tiltrække nogle af dem, der har forladt sundhedsvæsenet, siger han.

Er det udelukkende et spørgsmål om penge det her?

- Det er også et spørgsmål om penge. Det kan være en god måde at vise personalet, at man faktisk værdsætter en ekstra indsats. Der er begået nogle fodfejl for eksempel ved at uddele honninghjerter til personalet, som derfor har følt sig gjort til grin. Så det er godt med den pengemæssige belønning til at gøre en ekstra indsats de næste måneder, som kan blive hårde for sygeplejerskerne, siger Jes Søgaard.

FacebookTwitter