Pensionskasse vil være skatteduks, men afviser at sælge sine aktier i Facebook, Apple og Google

'Vi kan ikke isoleret set sælge os ud af den her problemstilling', siger direktør.

- Det er eksempler på selskaber, som har en kreativ tilgang til, hvordan man bruger de europæiske skatteregler, siger Torsten Fels, der er direktør i pensionselskabet Pensam, om de amerikanske teknologigiganter Facebook, Apple og Google. (© Pensam)

Selvom flere pensionsselskaber nu vil tjekke selskabers skattemoral, inden de investerer vores pensionspenge i dem, så er de ikke parate til at sælge de aktier, de allerede har købt.

I de senere år er store, amerikanske selskaber som Facebook, Apple og Google blevet hængt ud for slet ikke at betale den skat, de burde i EU.

- Det er eksempler på selskaber, som har en kreativ tilgang til, hvordan man bruger de europæiske skatteregler, siger Torsten Fels, der er direktør i pensionselskabet Pensam.

Vil gå i dialog med giganter om skattetænkning

Men selvom Pensam nu vil til at tjekke selskaber for korrekt skat, så afviser Torsten Fels, at pensionskassen i samme ombæring vil sælge sin samlede aktiepost på 1,5 milliarder kroner i de amerikanske teknologivirksomheder.

I stedet vil man prøve at påvirke selskabernes skattepolitik, siger direktøren.

- Dér, hvor der er tale om en kreativ tilgang til skattereglerne, dér ønsker vi at gå ind i en dialog, så vi kan være med til at påvirke den adfærd, der sker, siger han.

Hvis det viser sig, at virksomheder decideret bryder loven, vil Pensam, der forvalter 400.000 offentligt ansattes pensionopsparinger, dog sælge aktierne, siger direktøren.

- Hvis der er tale om ulovligheder, så er det enkelt. Så sælger vi aktierne, siger Torsten Fels.

Flere selskaber vil screene nye investeringer

Foruden Pensam er også PFA, Pensiondanmark, PBU og PKA ifølge Politiken begyndt at screene virksomheders skatteadfærd.

Selskaberne vil på den måde forsøge at se, om virksomhederne for eksempel har penge i skattely, før pensionspengene bliver investeret.

Ifølge Torsten Fels handler det dog også i høj grad om, at politikerne i EU bliver bedre til at trække streger i sandet, så pensionskasserne ved, hvad de har at gøre med.

- Vi kan ikke isoleret set sælge os ud af den her problemstilling, siger han.

- Så længe det, der foregår, er lovligt, så handler det om at påvirke, hvad der foregår. Det skal vi både i forhold til selskabernes ageren, men vi må også kalde på politikerne i forhold til at skabe klarere regler, fortsætter Torsten Fels.