Pensionskasser lægger storbank på is efter udbytteskandale

ATP, PFA og PKA har købt TDC sammen med storbanken Macquarie, der efterforskes for bedrageri.

Storbanken Macquarie efterforskes for bedrageri med udbytteskat - og så ejer den TDC, sammen med ATP.

Pensionsselskaberne ATP, PFA og PKA vil fremover ikke indgå nye samarbejder med den australske storbank Macquarie.

Det siger ATPs direktør Cristian Hyldahl, efter DR og 18 andre europæiske mediers afsløringer af bankens nøglerolle i skandalen om de mindst 410 milliarder kroner, der er blevet hevet op af statskasserne i flere europæiske lande.

De tre pensionskasser ejer i dag teleselskabet TDC sammen med Macquarie, og derfor har den danske ejerkreds været under pres for at forholde sig til samarbejdspartneren, der blandt andet efterforskes for bedrageri med udbytteskat i Tyskland.

- Den skandale er dybt rystende, hvis det er sådan, som det tilsyneladende er, at mange store finansielle institutioner i ond tro systematisk har tømt europæiske statskasser. Det tager vi stærk afstand fra, siger ATP's direktør, Christian Hyldahl, nu i et interview med DR Nyheder.

- Vi må grave os ned i det og følge det med stor nidkærhed, siger han på vegne af hele den danske investorkreds i TDC - ATP, PFA og PKA.

Derfor kommer pensionskasserne ikke i fremtiden til at lave investeringer med Macquarie.

- Med hensyn til nye investeringer med Macquire er der en lang række spørgsmål, vi skal have svar på. Det er svært at forestille sig, at vi kan være en del af nye samarbejder med dem på den korte bane, lyder det fra direktøren.

Fortsætter samarbejde om TDC

Han understreger dog, at sagen ikke kommer til at have indflydelse på det nuværende samarbejde med banken i ejerskabet af TDC.

ATP's direktør, Christian hyldahl, vil ikke adbryde selskabets samarbejde med banken Macquarie.

Han vil heller ikke gå så langt som til at sige, at man i pensionskasserne fortryder at have købt TDC sammen med den australske bank.

- Vi fortryder ikke, at vi har købt TDC. Vi føler, at vi udfylder en rigtig vigtig rolle ved vores ejerskab, og vi har struktureret det sådan, så TDC køres som en ordentlig virksomhed.

Men fortryder du medejeren?

- Jeg ville gerne have partnere, som opererer på ordentlig vis. Nu må vi se, hvordan de forholder sig til de her spørgsmål. Hvis de ikke kan det på en god og sober måde, så kan vi fremover ikke have nye samarbejder med dem, siger Christian Hyldahl.

Ledelsen godkendte fifleri

I fredags kunne DR afsløre, at Macquarie i årevis har spillet en nøglerolle i et netværk af internationale finansfolk, advokatfirmaer og storbanker, der har været involveret i formodet bedrageri og spekulation mod europæiske statskasser.

Det fulde omfang kendes ikke, men alene i de fem hårdest ramte lande - Danmark, Tyskland, Belgien, Frankrig og Italien - er tabene opgjort til 410 milliarder kroner over en længere årrække.

DR kan i samarbejde med 18 andre europæiske medier dokumentere, hvordan topledelsen i Macquarie personligt godkendte den skattefidus, der gik ud på at trække milliarder af kroner ud af blandt andre den tyske statskasse.

En fidus, som banken scorede mindst tre milliarder kroner på, og som nu efterforskes som bedrageri.

I videoen her kan du se en gennemgang af, hvordan svindlen med udbytteskat er foregået

ATP-direktøren understreger, at selskabet tager kraftigt afstand fra den måde at hive penge ud af skattevæsenet.

- Jeg har ikke fantasi til at forstå, hvordan man kan være med til den slags, siger Christian Hyldahl.

Kontroversiel investor

Macquarie har ad flere omgange haft engagementer i Danmark.

Indtil for nylig ejede Macquarie Københavns Lufthavn, hvor banken ifølge Skat uberettiget trak store udbytter ud af Danmark til skattely i Luxembourg. Og nu ejer banken altså hovedparten af TDC sammen med de tre pensionspartnere ATP, PKA og PFA.

Banken har over en årrække investeret milliarder i kritisk infrastruktur som for eksempel veje, broer, gas, vindmøller og telekommunikation i 25 lande verden over.

Det har ikke været muligt for DR at få et interview med Macquarie, der i stedet henviser til en skriftlig kommentar.

Banken erkender at have deltaget i den kontroversielle handel fra 2005 til 2009, men nævner, at over 100 andre finansielle virksomheder har ageret på markedet for den kontroversielle handel, som banken trak sig fra i 2012.

Banken forklarer samtidig, at omfattende ekstern juridisk rådgivning har peget på, at banken handlede i overensstemmelse med loven.

AKTIER, UDBYTTE OG SKAT

  • Når en virksomhed giver overskud, kan den vælge at udbetale en del af overskuddet til sine ejere, aktionærerne. Dem, der ejer en aktie i virksomheden kan altså - én gang om året, når der er generalforsamling – få en del af overskuddet udbetalt i form af et udbytte.

  • Når aktionærer modtager udbytte, skal de betale skat af det. Det kaldes udbytteskat.

  • I Danmark er satsen for udbytteskat 27 procent. De penge tilbageholdes automatisk af skat.

  • Men Danmark har særlige skatteaftaler med flere lande i verden. Det betyder, at visse selskaber i visse lande har mulighed for at få refunderet den udbytteskat, som skattevæsenet i Danmark har tilbageholdt. Blandt andre små amerikanske pensionskasser har skattefrihed, som betyder, at de ikke skal betale udbytteskat i Danmark.

Facebook
Twitter