Pernille Erenbjerg færdig som topchef i TDC

Den administrerende direktør stopper samtidig med, at teleselskabet i dag får ny bestyrelse.

TDC skal have ny topchef. Administrerende direktør Pernille Erenbjerg forlader telekoncernen. (Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix) (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Efter tre år i stolen er det slut. Administrerende direktør og koncernchef Pernille Erenbjerg ønsker ikke at stå i spidsen for det nye TDC, der nu bliver en realitet, efter at selskabet er blevet solgt.

Det skriver TDC i en selskabsmeddelelse.

- Da vores nye ejere nu påbegynder en ny strategi, som indebærer at opdele det danske selskab i separate enheder, føler jeg, at det er det rigtige tidspunkt for mig at træde tilbage og starte processen med at overbringe stafetten til en anden, siger Pernille Erenbjerg i meddelelsen.

TDC bliver overtaget af DK Telekommunikation, der består af en række danske pensionsselskaber og den australske investeringsbank Macquarie. Overtagelsen betyder blandt andet at TDC afnoteres på fondsbørsen.

Erenbjergs vision fravalgt

Pernille Erenbjerg var drivkraften bag en stort anlagt plan om at fusionere TDC med mediegiganten MTG Nordics, som bl.a. står bag TV3 og Viasat.

Målet var at gøre TDC til nordens førende selskab inden for underholdning.

Men kort efter at Erenbjerg havde præsenteret planen, kom det frem, at pensionskasserne ATP, PKA og PFA sammen med australske Macquarie også var interesseret i at købe TDC – og det med en helt anden vision for telekoncernen i ærmet.

Pernille Erenbjerg forsøgte efterfølgende sammen med afgående bestyrelsesformand Pierre Danon at overbevise de største aktionærer om, at hendes projekt med MTG var det bedste valg. Men forgæves.

På trods af modstand fra direktør og bestyrelse blev det pensionskasserne og Macquarie, der trak det længste strå med et bud på 40,5 milliarder kroner.

Den 4. maj overtog de nye ejere TDC. Det skete med en vision om at bruge TDC til at levere mere og bedre fiber-bredbånd til kunderne i Danmark og andre steder i Norden.

Slut efter 3 år

Pernille Erenbjerg har stået i spidsen for TDC, siden hun i 2015 overtog posten som administrerende direktør fra Carsten Dillling.

Hun har været ansat siden 2003, hvor fik job i koncernen som økonomimedarbejder. Hun fratræder senest ved årets udgang.