Pilot landede i Esbjerg uden næsehjul

En helikopterpilot med is i maven og 14 passagerer ombord kunne ikke få forreste landingsstel til at folde sig ud og måtte lande lidt alternativt.

Helikopter sikkerhedslander på palle med saltsække i Esbjerg. (Foto: Havarikommissionen © Havarikommissionen)

Det var en ren rutineflyvning, da et hold på 14 mennesker 24. januar sidste år omkring midnat skulle transporteres fra en borerig til Esbjerg Lufthavn.

Landingen var dog langt fra sædvanlig.

Salt til næsen

Da piloten opdagede en fejl i den forreste del af landingsstellet, blev en utraditionel redningsplan sat i værk.

Næsehjulet ville ikke folde sig ud og istedet blev en palle saltsække opstillet på landingsbanen.

Det fremgår af en redegørelse fra Havarikommissionen som udkom sidst i december.

Alle uskadt

På trods af de svære odds lykkedes det helikopterpiloten at lande præcist ned med snuden på saltsækkene således, at ingen kom til skade. Heller ikke Sikorsky-helikopteren fik så meget som en eneste skramme.

Havarikommissionen konkluderer efter at have undersøgt helikopterens motor og omstændighederne omkring den atypiske landing, at fejlen skyldes et 'serviceringsproblem'.

Oftere kontrol

Det har fået operatøren til at nedsætte serviceintervallet fra 500 til 250 flyvetimer. Dermed er håbet at oftere kontrol, vil mindske risikoen for at uheldet gentager sig.

Som følge af at helikopterfabrikanten har ændret serviceringsproceduren, foretager Havarikommissionen sig ikke yderligere.

Om helikopterpiloten har fået heltestatus i Esbjerg er uvist, men han kan altså glæde sig over at være 100 procent frikendt.

Facebook
Twitter