Pind om udbytteskattesag: Enorm og kompleks sag

Mindst 9,1 milliarder kroner er røget ud af statskassen. Foreløbig har Bagmandspolitiet lagt hånd på 2,1 milliarder kroner.

Søren Pind roser EU-samarbejdet, som har givet dansk politi gode betingelser i efterforskningen af udbytteskattesagen. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Bagmandspolitiet har beslaglagt yderligere 400 millioner kroner i sagen om svindel for mindst 9,1 milliarder kroner, som Skat fejlagtigt har udbetalt på grundlag af falske anmodninger om refusion af udbytteskat.

Selv om efterforskningen kører på de høje nagler, og pengene fra svindlen jagtes kloden rundt, er myndighederne meget lidt meddelsomme. I dag har justitsminister Søren Pind på et lukket samråd orienteret Skatteudvalget om, hvor efterforskningen står.

Men selv bag lukkede døre, var der ikke meget at sige.

- Den her sag er af en så enorm størrelse og så kompleks, at jeg ikke har kunnet sige ret meget, fordi der er en væsentlig risiko for, at efterforskningen kan blive påvirket, siger justitsminister Søren Pind (V).

- Det her er en sag, som krydser landegrænser, og som har mange forskellige interessenter. Derfor har vi altså ikke meget at sige, før vi kommer sagen nærmere, siger Søren Pind.

Han pointerer, at det er ved hjælp af EU-samarbejdet, at det er lykkes dansk politi at beslaglægge over to milliarder kroner:

- Det er myndigheder fra en række forskellige lande, vi har samarbejdet med. Og jeg er næsten nødt til at sige i efterspillet af EU-afstemningen, at ikke mindst EU-samarbejdet har været meget vigtigt, siger han.

Forventningen er, at omfanget af svindlen vil stige yderligere, når Skat inden længe har gravet sig igennem de tusindvis af anmodninger, der formodes at være falske.

- Jeg er i denne sag meget påpasselig med at udstede garantier, men jeg har også hele tiden sagt, at man ikke kan udelukke, at beløbet bliver større, siger Karsten Lauritzen.

Ifølge Weekendavisen ventes beløbet at stige med yderligere 2,5 milliarder kroner. Foruden de 9,1 milliarder kroner er Skat i gang med at gennemgå yderligere 5,1 milliarder kroner for formodet svindel.

Facebook
Twitter