'Plant for planeten': Norwegians træer har kun ringe klimaeffekt

Nordens største flyselskab "planter træer for planeten", siger de. Men erkender i dag, at træerne ikke gør den store forskel for klimaet.

Det vigtigste, et flyselskab kan gøre for miljøet, er at investere i ny luftflåde og teknologi, ikke skinnende reklamer, siger topchef for Norwegian Bjørn Kjos. Økologisk Råd mener, Norwegian selv bruger klimaet som PR-stunt. (Foto: MARCOS BRINDICCI © Scanpix)

Ambitionerne var store, da Norwegian begyndte at plante træer for halvandet år siden ved den engelske by Oxford.

“Plant for planeten”, lød sloganet, da flyselskabets britiske medarbejdere og ledelse i oktober 2017 trak i arbejdstøjet for at plante de første træer.

- Med træplantning styrker vi igen indsatsen for at gøre luftfarten mere klimavenlig, lød det fra Norwegian, som lovede at plante 3.500 træer i England, 3.500 i Spanien og yderligere ”titusinder af træer over hele verden”.

Det skulle ske inden udgangen af 2017. Norwegian har i dag plantet i alt 22.000 træer.

Ekspert: Mere PR end klima

Men de gode intentioner til trods, så ændrer de norske træer ikke meget på luftfartens klimabelastning, mener Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i det Økologiske Råd.

- 22.000 træer svarer til om året at kompensere for udledningen fra 300 passagerer i blot én tur-retur til New York, siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i det Økologiske Råd.

Norwegian fløj sidste år med 37 millioner passagerer. Derfor skal der plantes en del flere træer, før det for alvor kan mærkes, mener han.

Træplantningen i Oxford er ikke helt lykkedes for Norwegian. Det skønnes, at halvdelen af træerne er gået ud siden 2017. (Foto: Niels Borgholm Nielsen)

- Det forslår som en skrædder i helvede. Så i forhold til klimaet er det nok mere PR end reel handling, siger han og tilføjer:

- Forudsætningen for regnestykket er, at Norwegians træer bliver fuldt udvoksede og ikke dør undervejs.

Forkert at tale om CO2-kompensation

At der ikke er meget klimahjælp at hente i de 22.000 træer, bekræfter det konsulentfirma, som har haft ansvaret for plantningen.

- Du kan ikke på nogen måde blande CO2-kompensation og kampen mod global opvarmning ind i disse projekter, skriver direktør i Global Climate Institute, Morten Jensen, i en mail til DR Nyheder og fastslår, at det vil være “decideret misvisende og forkert” at gøre det.

Alligevel var det det, Norwegian gjorde, da selskabet begyndte at plante træerne for halvandet år siden og efterfølgende sendte pressemeddelelser ud om begivenheden i et stort antal lande. I pressematerialet skrev flyselskabet blandt andet:

- Træplantning er et effektivt middel til bekæmpelse af klimaændringer, da disse er et naturligt middel i kampen mod CO2 i atmosfæren. Ved at involvere sig i denne sag engagerer Norwegian sig i at kompensere for en del af CO2-udledningen fra sine fly.

Norwegian: Træplantning var for personalet

Norwegian selv nedtoner i dag træernes betydning for klimaet.

Hovedformålet er ikke at gøre luftfarten mere klimavenlig. Træplantningen er nærmere tænkt som en slags personale-event, forklarer Norwegians danske kommunikationschef, Andreas Hjørnholm.

- Det her projekt er tænkt som en gestus, hvor vi planter nogle træer sammen med vores medarbejdere. For at vise vores medarbejdere og for at vise omverdenen, at vi som flyselskab tager det her meget alvorligt, siger han.

En stor del af Norwegians træer ved Oxford er i dag døde. Tilbage står de plastikrør, der skulle beskytte træerne mod mus og kaniner.

Han fastholder dog stadig, at selskabets træplantning gør en forskel for klimaet.

Du mener, de 22.000 træer gør en forskel?

- Ja, men jeg siger jo også til dig, at det er ikke nogen stor forskel, og det er ikke nogen forskel, der kommer til at løse klimaudfordringen, siger han.

Kamp om grønne klimatrøje

Norwegian er ikke det eneste flyselskab, der for tiden stræber efter den grønne klimatrøje.

SAS tilbyder i dag sine kunder mulighed for at betale "klimaaflad" for flyrejsen. Pengene, lover selskabet, vil blive investeret i vindenergi i Indien. KLM og Air France lover at plante træer i Panama for klimaets skyld.

Senest er også Ryanair gået med i kampen om den grønne trøje. Her har kunderne siden marts kunnet “lave en frivillig donation til klimavelgørenhed i slutningen af bookingprocessen”, lyder det fra selskabet.

Norwegian giver dog ikke meget for konkurrenternes tiltag, som beskyldes for at pynte sig med lånte grønne fjer. For nylig skrev Norwegians topchef Bjørn Kjos på Twitter:

- Frustrerende, at flyselskaber tyr til grønvask. Faktum: Den vigtigste ting, et flyselskab kan gøre for miljøet, er at investere i en ny luftflåde og teknologi, ikke i skinnende reklamer.

Opdateret med video.

Facebook
Twitter