Pokémon Go skovler formuer ind

Den ekstremt populære app omsatte den første måned for et uhørt stort beløb, selv om den er gratis, viser ny analyse.

Det amerikansk-udviklede spil havde søndag en-måneds fødselsdag og er allerede en kanonsucces. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Selv om appen Pokémon Go er gratis, omsatte den alligevel for svimlende 1,3 milliarder kroner i den første måned efter at den blev frigivet den 6-7. juli.

Det viser tal fra app-analyse-selskabet Sensor Tower, der har speciale i at analyse økonomien i app-økosystemerne hos Apple og Google.

Pokémon Go er blevet sommerens helt store hit - ikke bare i Danmark, men også globalt, og spillet har foreløbig sat flere rekorder. Blandt andet er det det hurtigst voksende spil nogensinde - og også blandt dem, der bruges mest tid på.

Næsten en halv time dagligt

En gennemsnitlig spiller bruger 26 minutter dagligt på spillet.

Selv om spillet er gratis, er det alligevel foreløbig en guldgrube for udvikleren Niantic, der kan glæde sig over at have sat konkurrenter som det også meget populære Clash Royale eftertrykkeligt til vægs.

I det meget omtalte spil skal man jage og fange figurer fra Pokémon-universet. Jagten foregår på gader og stræder i den fysiske verden, hvor figurerne dukker op rundt omkring.

Fænomenet kaldes augmentet reality, fordi kulissen er den fysiske verden, hvor spillet lægger sig ovenpå.

Pokécoins skaber indtægterne

Den svimlende omsætning på 200 mio. dollars om måneden stammer fra salget af spillets interne møntfod, Pokecoins, der kan købes for rede penge i ens app-store. Disse Pokécoins kan benyttes til at købe forskellige ting i spillet, ikke mindst Poké-kugler, der kastes efter de små væsner, man skal fange i spillet.

Pokémon Go er blevet rost for at aktivere spillerne til at få gået en masse, men har også skabt uheldige situationer, hvor spillere gik ind i andre folks haver, på kirkegårde eller ud på trafikerede veje.

I Taiwan blev der de første par dage, ifølge The Guardian, givet 349 bøder for at køre bil eller motorcykel og spille Pokémon Go samtidig - og samme avis kunne tidligere i dag berette, at en amerikaner i weekenden blev skudt i ryggen, mens han spillede spillet.

Omstændighederne bag drabet er ukendte.