Politiet lukker fupbutik på nettet efter Kontantprogram

Nyt samarbejde mellem politi og e-mærket er kommet i stand, efter forbrugermagasinet Kontant i september viste, at antallet af fupbutikker på nettet er eksplosivt stigende. Det har nu ført til første webshop-lukning.

Politiet har netop lukket en fupwebshop, efter at Kontant satte fokus på problemet for et par uger siden. På www.emaerket.dk kan du tjekke netbutikker efter i sømmene. (© Screenshot fra www.emaerket.dk/)

Webshoppen raybansolbrillerudsalg.dk er blevet lukket ned af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet.

Webshoppen er én af i alt 1141, som forbrugermagasinet Kontant på DR1 i september afslørede som fup. Det svarer til, at hver tiende webshop, der henvender sig på dansk til danske forbrugere, er svindel. Tallet er opgjort af e-mærket:

- Det er fantastisk, at vores undersøgelse kan føre så afgørende resultater med sig på den korte tid. Det giver os endnu mere energi til at fortsætte kampen mod fupbutikkerne, siger Lars Schmidt Larsen, direktør for e-mærket.

Samarbejder med Bagmandspolitiet

Efter Kontants program har organisationen indledt et samarbejde med Bagmandspolitiet, og lukningen af solbrille-siden er første resultat.

- Samarbejdet med Bagmandspolitiet er nu officielt skudt i gang, og vi håber på flere lukninger af fupbutikker i den kommende tid, siger Lars Schmidt Larsen.

Antallet af fupbutikker er steget med 50 procent siden årsskiftet, og svindlen trækker tråde til organiseret kriminalitet i hele verden, ofte med base i lande som Kina, Malaysia og Rusland.

- Arbejdet med at identificere, efterforske og lukke fupbutikkerne er utroligt omfattende. Derfor forsøger vi at etablere så mange samarbejdspartnere som muligt, så vi ved fælles hjælp kan beskytte de danske forbrugere og erhvervsdrivende fra de it-kriminelle. Svindlerne er en samfundsmæssig trussel, siger e-mærkets direktør.

Hvis du har mistanke om, at en hjemmeside i virkeligheden er fup, kan du tjekke den efter i sømmene på www.emaerket.dk

Se eller gense programmet her.

Facebook
Twitter