Politikere vil have skjulte skatterabatter frem i lyset: 'Man hopper over, hvor gærdet er lavest'

Boligejere skal have fuld indsigt i deres rabatter på boligskatten, mener Venstre og Danmarksdemokraterne.

Venstre og Danmarksdemokraterne vil have skattevæsnet til at åbne op om, hvad boligejerne tidligere har fået i rabat på deres boligskat. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Ingen boligejere skal risikere at blive snydt i det nye ejendomsvurderingssystem.

Sådan lyder det fra Venstre og Danmarksdemokraterne i kor.

Frem mod 2024 skal ejere af 1,7 millioner boliger have en ny ejendomsvurdering.

Men flere af de ejere, der allerede har modtaget en ny vurdering, er vrede over, at skattevæsnet uden et ord har slettet deres eksisterende rabatter på boligskatten.

Og der er god grund til at være vred, mener skatteordfører Louise Schack Elholm (V).

- Vi har hele tiden ønsket størst mulig transparens og åbenhed. Derfor undrer det mig, at man hopper over, hvor gærdet er lavest, og lader være med at give de informationer til borgerne, siger hun.

Tip os:

  • Har du skatterabatter, som ikke er med i din nye ejendomsvurdering? Eller har du arbejdet med de nye vurderinger? Skriv til vurdering@dr.dk

Forstår frustrerede boligejere

På skat.dk kan man finde mange af de gamle rabatter og nedslag.

Alene for almindelige boliger har DR Nyheder fundet mindst 300.000 ejendomme med nedslag i det gamle system.

Du kan for eksempel have en rabat, hvis du bor ud til en trafikeret vej eller togbane. Eller hvis der ligger en offentlig kloak under en del af din grund.

Du kan også selv slå din bolig op. Se om du har rabatter her.

Se boligejer Mikkel Rump fortælle om den nye ejendomsvurdering, der mangler information om hans forsvundne rabat:

Skattevæsnet har valgt at lade det være helt op til boligejerne selv at råbe op, hvis de mener, at de stadig har krav på rabatter.

Derfor er det også ekstra vigtigt, at alt, hvad man som boligejer hidtil har fået af rabatter, bliver lagt åbent frem, mener Venstres skatteordfører.

- Jeg forstår godt, at boligejerne er frustrerede over situationen. Man skal arbejde på at skabe noget mere gennemsigtighed og gøre det lettere for borgerne at klage, siger Louise Schack Elholm.

Du har kun fire uger

Folketingsmedlem Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne har tidligere været medlem af skatteudvalget for Dansk Folkeparti.

Han er enig i kritikken.

- Det er ikke godt nok den måde, man informerer borgerne på. Borgerne skal altså have den her viden, siger Dennis Flydtkjær.

Hvis du som boligejer vil forsøge at bevare dine rabatter, giver skattevæsnet dig kun fire uger til at råbe op om det, inden du modtager din nye vurdering. Det kaldes deklarationen.

Dennis Flydtkjær mener, at Vurderingsstyrelsen, som står bag de nye vurderinger, nu er nødt til helt at ændre de fremtidige beskeder til boligejerne.

- Jeg synes, Vurderingsstyrelsen bør lave de her deklarationsmeddelelser om, så man faktisk oplyser om det her fremadrettet, siger han.

Styrelse: Vi tager højde for nogle rabatter

Spørger man kontorchef i Vurderingsstyrelsen Lone Holm Mikkelsen, så er det dog ikke sikkert, at man som boligejer skal sætte næsen op efter at få de gamle rabatter med over i det nye system.

Ifølge kontorchefen er der allerede taget højde for mange af de gamle rabatter, fordi det nye system sammenligner din bolig med priserne på 15 boliger, der for nylig er solgt i dit nærområde, og fordi Vurderingsstyrelsen også ser på afstandsdata til eksempelvis større veje og togbaner.

- Vi laver modellen på en anden måde, hvor vi tager hensyn til reference-ejendomme og geodata, som erstatter de tidligere tillæg og nedslag. Så vi synes jo, at vi tager hensyn til det, siger Lone Holm Mikkelsen.

Kunne I finde på at rette det, så I gav boligejerne oplysningerne i de kommende ejendomsvurderinger, I skal sende ud?

- Vi kan godt finde på at evaluere på det, vi sender ud, og se, om vi opnår det, vi helst vil, nemlig at folk synes, det er forståeligt og transparent.

Gør det indtryk på dig, at boligejerne er utilfredse med, at I ikke skriver om de her tidligere nedslag?

- Det gør bestemt indtryk på mig, hvis vi ikke har opfyldt vores formål med at være åbne og kommunikerende om, hvad grundlaget er, siger Lone Holm Mikkelsen.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra fungerende skatteminister Jeppe Bruus (S), men ministeren ønsker ikke at stille op til interview.