Politiske hug til nationalbankdirektør

Det er helt forkert, når Nationalbankens direktør Nils Bernstein ønsker sig flere arbejdsløse. Forslaget møder kritik fra flere partier, men der er til gengæld opbakning i vismandsrapporten.

Nils Bernstein møder kritik fra politikerne men får opbakning af de økonomiske vismænd. (© DR)

Nationalbankdirektør Nils Bernstein får politiske tæsk for sit ønske om højere ledighed for at undgå en økonomisk nedtur.

- Han kan selv går forrest, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen og fortsætter.

- Nationalbankdirektøren kunne passende selv gå forrest og dermed erfare, hvordan det er at være arbejdsløs. Det ville være godt for ham at gå fra milliongage til dagpenge, så han kan mærke på egen krop, hvordan det er at leve på det indkomstniveau, siger Henrik Sass Larsen.

Forkert tænkemåde

Ny Alliances Anders Samuelsen kalder forslaget for " en helt forkert tænkemåde".

- Presset på dansk økonomi skyldes ikke, at folk er i arbejde og bestiller noget. Det kan kun være et sundhedstegn, når flere forsørger sig selv, og det vil være helt utilstedeligt at sende flere på offentlig forsørgelse med vilje, siger han.

Minister undrer sig

Samme holdning var beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen inde på, da han kommenterede Nils Bernsteins udtalelser til Radioavisen i morges.

Her sagde Bernstein, at det ville være godt for dansk økonomi, hvis vi havde 50.000 til 100.000 flere arbejdsløse, for det ville lette presset på lønningerne.

- Jeg hører jo det fra økonomer mange steder, og jeg undrer mig over, at de kan få sig selv til at sige det, sagde Claus Hjort Frederiksen til Radioavisen og fortsatte:

- Det er ikke på den måde, at vi skal ønske os arbejdsløse, det synes jeg faktisk er dybt uanstændigt, sagde beskæftigelsesministeren.

Vismændene enige med Bernstein

Men hos de økonomiske vismænd er der forståelse for Nationalbankdirektørens udtalelser.

Vismændene skriver i deres seneste økonomiske redegørelse fra den 27. maj i år, at:

"De relative høje lønstigninger er et resultat af, at ledigheden aktuelt er langt under det niveau, der vurderes at være i overensstemmelse med fastholdelse af konkurrenceevnen på langt sigt. Der er blandt andet på denne baggrund udsigt til en periode, hvor inflationen vil være relativt høj, samtidig med at væksten bliver lav."

Vismændene konkluderer, at en normalisering af den nuværende økonomiske vækst i Danmark vil kræve en længere periode med lav vækst og stigende arbejdsløshed.