Potentiale for øko-eksport til Kina

Den voksende kinesiske middelklasse er et kæmpepotentiale for eksport af økologisk svinekød og mejerivarer. Kineserne ønsker rene varer efter en lang række fødevareskandaler.

Skandaler med forgiftet mælkepulver får kinesere til at søge økologiske alternativer. (© ap graphics)

Velhavende og veluddannede familier i de største byer i Kina efterspørger i stigende grad økoligiske varer. De er skræmte efter fødevareskandaler med forgiftet mælkepulver og sprøjtemiddelrester i maden.

Et forskningsprojekt ved Aarhus Universitet har vist at de kinesiske forbrugere vælger økologiske fødevarer ud fra samme motiver som vestlige forbrugere.

- Det er folk der gerne vil tage hensyn til miljøet og de kommende generationer og ikke mindst deres families sikkerhed, siger professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet, John Thøgersen.

Samme bevæggrunde

Han har sammen med kinesiske forskere i Guangzhou undersøgt kinesiske forbrugeres bevæggrunde til at vælge økologisk.

Selv om Kina adskiller sig kulturelt fra Danmark og Vesten er grundene til at vælge økologisk de samme. Det gør det kinesiske marked lettere at gå til for danske økoproducenter.

Og fordi merprisen på økologiske varer i Kina er væsentlig større end i Danmark, kan danske producenter også konkurrere på det kinesiske marked.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk