Priskrig på bilreparationer kan gøre regningen billigere

Bilister kan sagtens spare 2.000 til 3.000 kroner på en reparation af bilen.

Der er store prisforskelle på bilreparationer, og der er mange penge at spare ved at shoppe lidt rundt (Foto: Jeppe Bruun Christensen © dr)

Det er ikke sådan, at autoværkstederne ligefrem har sat tilbudsskilte op i vinduerne, men der er faktisk priskrig på reparationer og service-eftersyn af biler.

- Bilisterne skal være opmærksomme på, at det lige nu er købers marked. Der er meget konkurrence på værkstederne i forhold til at servicere biler. Det gør, at du får rigtig meget for pengene i dag, siger branchedirektør for de autoriserede værksteder, Thomas Møller Sørensen, Bilbranchen.Masser at vælge imellem Der er omkring 900 autoriserede eller mærke-værksteder i Danmark. De er tilknyttet bilhuse, hvor der sælges nye biler og er specialiserede i reparation af de enkelte bilmærker som f.eks. Ford, Toyota, Opel og VW.

Der er 1.800 frie værksteder, der lever af at reparere alle slags biler. Meldingen herfra er akkurat den samme:

- Der er rigtig kamp om det i dag. Konkurrencen har aldrig været hårdere i værkstedsbranchen, end den er i dag, siger branchedirektør for de frie værksteder Erik S. Rasmussen, Dansk Bilbrancheråd.

Man skal ikke uden videre køre bilen ned til det værksted, man plejer, lyder rådet fra FDM.

- Få nogle flere tilbud på reparationen. Det viser sig, at det kan man ofte få en pæn besparelse på, siger Per Alkestrup, afdelingschef i FDM.

Tusindvis af kroner at spare

FDM har for DR Pengemagasinet lavet en stikprøvekontrol på reparationspriser.

En udskiftning af tandremmen på en Ford koster på det dyreste værksted nord for København 5.996 kroner - mens det billigste værksted tager under det halve - nemlig 2.988 kroner. Det billigste værksted ligger uden for Ringsted - kun 65 km fra det dyreste. Ifølge FDM vil det koste omkring 150 kroner i kørselsomkostninger og nogle timers kørsel at spare de 3.000 kroner på værkstedsregningen.

- Hvis man har tid, så er det da en rigtig god timeløn, man holder sig ved at trille en tur, siger Per Alkestrup.

Men også inden for bygrænserne kan man spare store beløb. Pengemagasinet testede et simpelt serviceeftersyn, og her var prisforskellen på 2.000 kroner - selvom værkstederne ligger få kilometer fra hinanden.

Shop efter et bedre tilbud

Søgemaskiner som Autobutler har skærpet pris-konkurrencen. Her kan man få tre tilbud på reparationen. Men man kan også sagtens bruge telefonen til at indhente tilbud, inden man kører bilen på værksted. Og så kan man udnytte, at der er store regionale forskelle på værkstedspriser.

- I byerne er lokaleomkostningerne væsentligt højere, og lønomkostningerne er højere. Så vælger man at lade sin bil servicere eller reparere i en af de store byer, jamen, så koster det ekstra. Så det kan godt give mening at tage et værksted lidt længere ude, siger Erik S. Rasmussen fra Dansk Bilbrancheråd.

FDMs stikprøvekontrol viser, at der er store forskelle. En tandremsudskiftning - denne gang på en Opel - koster på det dyreste værksted i København 8.525 kroner. Samme reparation kan udføres i Sønderjylland til 3.300 og i Nordjylland til 3.667 kroner.

Det kan man sagtens spekulere i.

- Hvis man alligevel skal på familiebesøg, eller man har et sommerhus i en anden del af landet, vil det ofte kunne betale sig at tjekke, hvad de lokale værksteder dér tager. Så kan man så spare penge samtidig, siger Per Alkestrup.

Du kan se mere om værkstedsregninger i Pengemagasinet på DR1 i aften.

Facebook
Twitter