Privat udlejning stormer frem

Flere og flere kaster sig ud i at skabe lidt luft i privatøkonomien ved at leje deres ting ud til andre.

Kristian Jørgensen fra Aarhus er en af de tusinder, der tjener lidt ekstra penge ved at leje ud gennem boligformidleren Airbnb. (Foto: Jeppe Bruun Christensen © DR)

Om det er bilen, huset eller tagboksen betyder ikke så meget.

Kun fantasien sætter grænser for, hvad du kan tjene penge på ved at leje det ud til andre private gennem nettets mange formidlingstjenester.

Kristian Jørgensen fra Aarhus er en af de tusinder, der tjener lidt ekstra penge ved at leje ud gennem boligformidleren Airbnb. Han har sat sin lille lejlighed i Aarhus midtby til leje.

- Det er lige fra weekend til hverdag, som jeg lige har lyst til, siger Kristian Jørgensen

Han tager knap 400 kroner for to personer pr. nat. Og når hans hjem er lejet ud, overnatter han hos kæresten.

- Det startede faktisk tilbage sidste år, hvor jeg fandt ud af, at der var det her Airbnb. Jeg kontaktede hjemmesiden, og derefter fik jeg rigtig mange henvendelser faktisk, også flere end jeg overhovedet havde regnet med, fortæller Kristian Jørgensen begejstret.

Indtil videre har den slags udlejning af den lille lejlighed skaffet Kristian Jørgensen en ekstra indtægt på lige over 11.000 kroner. Penge, som han bruger til at betale af på sin studiegæld.Fremgang på 300 procent

Den kontante bonus har andre også fået øje på. Alene de fire største hjemmesider, der formidler udlejning af private hjem til turister har tilsammen over 25.000 opslag om boliger til leje i Danmark. Det er fire gange så mange som for bare to år siden.

Den tyske hjemmeside Wimdu har haft en fremgang på 300 procent om året siden starten i 2011. Det er nu den næststørste formidler af privat udlejning i Danmark med lige over 5.000 boliger.

Mens den største, amerikanske Airbnb, formidler over 13.000 boliger i Danmark. Det er fire gange så mange boliger som for tre år siden - og tallet stiger støt. For stadig flere benytter sig af muligheden for billig overnatning:

- Vi har haft over 30 millioner overnatninger siden opstarten i 2008. 20 millioner af dem foregik i 2014, siger Airbnb's nordiske chef, Even Heggernes.

Udlej familiebilen

Også privatbilen kan der tjenes penge på.

Biler holder i gennemsnit stille 23 af døgnets 24 timer. Derfor er der rig lejlighed til, at lade andre få glæde af familiebilen, mens man selv laver noget andet.

Den slags udlejning er i stærk vækst, oplever de hos en af de internettjenester, der har specialiseret sig i at formidle udlejning af privatbiler.

- Sidste år havde vi 0 biler, i dag har vi 2.500, siger produktchef hos GoMore Lasse Gejl.

Udlej køkkengrejet

Udlejningsbølgen stopper ikke ved de store ejendele, for alt kan tilsyneladende lejes ud. De senere år er det blevet muligt, via internettjenester, også at udleje for eksempel værktøj, smykker, bestik og køkkenting.

En af dem, der er sprunget på bølgen, er Anna Johansen fra København. Hun udlejer sit køkkengrej, som for eksempel en stor suppegryde, for som hun siger:

- Det her, det bruger jeg måske én gang hver tredje-femte år, så er der andre, der kan få glæde af det. Og jeg kan endda tjene lidt penge på det, siger Anna Johansen.

Udfordrer de etablerede

Professor på Institut for Samfund og Globalisering på RUC Bent Greve mener, at konkurrencen fra de private udlejere kan give de traditionelle udlejningsfirmaer og hotelbranchen kamp til stregen:

- Det kan være, at dem, der har de mere klassiske varer, vil sige, vi må hellere prøve at sænke prisen lidt... For sænker vi prisen, så vil prisforskellen blive mindre, og så vil folk måske også i minde grad bruge det her område i fremtiden, siger Bent Greve.

Brancheforeningen for danske hoteller og restauranter ser de private boligudlejere som konkurrenter, men konkurrencen bekymrer ikke.

- Det er kommet for at blive, men det er bestemt ikke negativt. Det øger kendskabet til Danmark og har medført flere gæster i turisthvervet, og det kan vi kun være glade for, siger direktør i Horesta, Katia K. Østergaard.

Fra 2013 til 2014 steg antallet af overnatninger på danske hoteller med 6,9 procent. Indtil videre har den private udlejning altså ikke gjort ondt på branchen. Dog tillader Katia K. Østergaard sig stadig at være kritisk.

- Problemet er, når det bliver meget kommercielt og sat i system. Så bliver det professionelt og så kæmper vi på ulige vilkår, siger Katia K. Østergaard.

Magasinet Penge på DR1 ser nærmere på markedet for privatudlejning, i aften kl. 21.55

Facebook
Twitter