Danske virksomheders konkurrenceevne risikerer i sidste ende at lide skade, hvis de offentlige arbejdsgivere giver efter for lønmodtagernes krav til løn og sikring af betalt spisepause.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Arbejdgiverforening, der helt usædvanligt tager bladet fra munden og kommenterer overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

- Lønmodtagernes krav ser meget, meget dyre ud. Man kræver højere lønstigninger end i den private sektor. Og samtidig ligger der et krav om at føre en betalt frokostpause, som man ikke har i den private sektor, ind i overenskomsterne til evig tid. Det er meget bekymrende, siger viceadministrerende direktør Pernille Knudsen.

Dansk Arbejdsgiverforening, der er hovedorganisation for 14 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked, kommenterer normalt ikke offentlige overenskomstforhandlinger.

Men hos organisationen følger man med tilbageholdt åndedræt med fra sidelinjen, mens arbejdsgiverne og lønmodtagerne forsøger at lande aftaler i Forligsinstitutionen.

Løn og spisepause bekymrer private arbejdsgivere

Ved overenskomstforhandlingerne er en af de knaster, som parterne slås om, hvor meget de offentligt ansattes løn skal stige i de kommende tre år.

Lønmodtagerne spillede ud med at kræve 8,2 procent ekstra i lønposen - med udgangspunkt i beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriets økonomer, der forventer en stigningstakt på 8,6 procent.

Arbejdsgiverne er omvendt gået til forhandlingsbordet med tilbud på omkring 6,9 procent mere i lønposen til de offentligt ansatte, som er det, de privatansatte fik en aftale om ved det seneste forlig.

I de seneste uger har der i forbindelse med møderne i Forligsinstitutionen været meldinger fra parterne om, at man nærmede sig hinanden i forhold til lønnen.

For Dansk Arbejdsgiverforening er lønudviklingen i den offentlige sektor vigtig, fordi den er med til at trække lønnen op på det private arbejdsmarked.

- Hvis vi skal have et konkurrencedygtigt Danmark, så er det jo den private sektor, der lægger et grundniveau. Derfor er det bekymrende, hvis man både lønmæssigt og i forhold til frokostpausen ligger på et niveau over den private sektor. Og det er faktisk det, der er tale om, siger Pernille Knudsen.

Spørgsmålet om at få overenskomstsikret den arbejdsgiverbetalte spisepause er et ultimativt krav fra lønmodtagerne på det statslige område - og en del af den musketer-ed, som de faglige organisationer i staten, kommunerne og regionerne har indgået.

Særligt blandt de statsansatte akademikere er der bekymring for, om arbejdsgiverne på de enkelte arbedspladser kan finde på at fjerne den betalte spisepause, så lønmodtagerne ikke længere får løn, mens de spiser.

Frokost i staten koster 6,6 milliarder kroner

Et regnestykke, som den samfundsøkonomiske tænketank Kraka har lavet for DR, viser, at spisepausen koster de statslige arbejdsgivere 6,6 milliarder kroner om året.

Udbredes regnestykket til at omfatte hele den offentlige sektor, bliver der hvert år holdt spisepause for mellem 27 og 29 milliarder kroner på arbejdsgiverens regning i stat, kommuner og regioner.

De statsansattes forhandlere har det altså som hovedkrav at få overenskomstsikret retten til en spisepause, som de allerede får betalt i dag.

Men selvom det umiddelbart ikke vil koste de offentlige arbejdsgivere mere at skrive under på, at de ansatte har retten til betalt spisepause, repræsenterer kravet fra lønmodtagerne en enorm værdi ved forhandlingsbordet.

Og det er ikke en type krav, som man normalt kan få igennem ved en overenskomstforhandling uden at tilbyde noget til gengæld, siger Pernille Knudsen, der selv forhandler overenskomst på det private område.

- Hvis de offentligt ansatte vil deres betalte spisepause ind i overenskomsten og dybest set sikre pausen til evig tid, så har det en meget stor økonomisk værdi, viser både Krakas og vores analyser. Og det er ikke noget, man bare kan få gratis, siger Pernille Knudsen.

DA: Spisepausen vælter ikke den offentlige sektor

Særligt i staten er lønmodtagerne bekymrede for at miste deres betalte spisepause - en bekymring som bunder i, at arbejdsgiverne i Moderniseringsstyrelsen betragter pausen som en kutyme, som man i princippet kan opsige lokalt ude på arbejdspladserne.

I Dansk Arbejdsgiverforening forstår Pernille Knudsen dog ikke den voldsomme retorik omkring spisepausen, som ingen offentlige arbejdsgivere endnu har meldt ud, at de vil fjerne.

Ude i de private medlemsvirksomhederne "fungerer det fint", konstaterer hun, selvom de ansatte selv betaler for spisepausen.

- Folk spiser jo alligevel. Og man kan placere pausen fleksibelt. Så det med at sige, at den offentlige sektor går under, hvis ikke man til evig tid er sikret frokostpausen, er et meget radikalt udsagn.