Producent: Til september kan vi levere coronamedicin til alle

Remdesivir er det første lægemiddel, der i et større klinisk studie har vist effekt på patienter med covid-19.

Gilead har meddelt, at det venter at producere mere end to millioner doser af covid-19-behandlingen Remdesivir inden udgangen af året. (Foto: GILEAD SCIENCES)

Til september forventer det amerikanske medicinalselskab Gilead at producere nok af lægemidlet Remdesivir til at imødekomme den globale efterspørgsel.

Det melder Gileads administrerende direktør, Daniel O'Day, sent torsdag aften dansk tid efter en præsentation af virksomhedens kvartalsregnskab. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Remdesivir er det første lægemiddel, der i et større klinisk studie har vist effekt på patienter med covid-19, der er sygdommen, der forårsages af smitte med coronavirus.

Medicinen kan nedsætte indlæggelsestiden fra 15 til 11 dage, var konklusionen på studiet, som også er udført i Danmark.

Godkendelser i gang

Gilead begyndte denne måned kommercielt salg af lægemidlet, der gives til indlagte coronapatienter.

I maj gav USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed (FDA) tilladelse til brug af midlet, men det er endnu ikke fuldt godkendt, skriver Reuters.

Midlet blev på meget kort tid godkendt i EU til behandling af patienter over 12 år med lungebetændelse og behov for behandling med ilt.

Hidtil har efterspørgslen på Remdesivir overgået udbuddet i mange dele af verden, men det forventer den administrerende direktør at ændre i de kommende par måneder.

Gilead melder i forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal, at det forventer at producere to millioner eller flere Remdesivir-behandlinger i 2020.

Gilead oplyser også, at det nu forventer et samlet salg i 2020 på mellem 23 milliarder dollar og 25 milliarder dollar.

Det er noget mere end de tidligere forventninger, der lød på mellem 21,8 milliarder dollar og 22,2 milliarder dollar, skriver Reuters.

Onsdag indgik EU-Kommissionen desuden en aftale med Gilead om indkøb af Remdesivir for 63 millioner euro. Det svarer til omkring 470 millioner kroner. Det meldte kommissionen i en pressemeddelelse.

Her kan du se, hvordan Remdesivir virker mod covid-19:

/ritzau/

Facebook
Twitter