Professor: Krisen kan vende tilbage i 2015

Krisen vender tilbage i april 2015, mener en spansk professor i økonomi. En dansk kollega er uenig.

Verden kan blive ramt af endnu en krise i 2015. Det forudser den spanske professor Arturo Bris. (Foto: WILLIAM WEST © Scanpix)

Faldende boligpriser og stigende arbejdsløshed kan blive hverdag igen i 2015.

Ifølge Arturo Bris, der er professor på businessskolen IMD i Schweiz og leder af World Competitiveness Center, vil endnu en finanskrise ramme verden i april 2015.

Det skriver Politiken.

Professor Bris nævner otte grunde til, at krisen vender tilbage. Blandt andet påpeger han faren for en ny aktieboble, krisetegn i den kinesiske økonomi og en mulig energikrise.

- Selv om mange økonomier ser ud til endelig at være på vej tilbage fra før krisen i 2008, bør vi ikke stille os tilfreds. Alt for ofte lærer vi ikke af historien og undlader at handle, når vi står over for en krise, sagde Auturo Bris ifølge Politiken ved en høring i Lausanne i Schweiz for nylig.

Dansk professor uenig

De dystre udmeldinger er Jesper Rangvid, der er professor i finansiering ved handelshøjskolen i København CBS, ikke enig i:

- Helt generelt er jeg ikke så bange som den spanske professor, for man må trods alt sige, at økonomien både i Europa og USA, er begyndt at vise tegn på mere stabil vækst, siger Jesper Rangvid til Politiken.

Han erklærer sig dog enig i nogle af Arturo Bris' pointer:

- Arbejdsløsheden er stadig et problem, som vi ikke for alvor har fået gjort noget ved, og det er alvorligt. Jeg er også enig i, at situationen på aktiemarkedet minder en del om det, vi så forud for finanskrisenudbrud i 2009, og det er bemærkelsesværdigt, mener Jesper Rangvid.

Afmatning i den tyske økonomi og problemer i den portugisiske storbank Banco Espirito Santo kan ifølge skeptikerne være endnu to indikationer på, at endnu en krise kan være under opsejling.

/DR Nyheder

Facebook
Twitter