Professor: Vi er heldige, hvis vi får en milliard retur til statskassen

Det bliver svært at få alle de beslaglagte 2,1 mia kr. til Danmark i milliardsvindelsag.

Penge (Foto: Anders Debel hansen © DR Nyheder)

Myndighederne i Tyskland og Storbritannien har i alt beslaglagt værdier for mere end 2,1 mia. kr. hos Sanjay Shah, der er hovedmistænkt for at være bagmand bag den manøvre, der har hevet 12,3 milliarder kroner ud af Skat.

Men det kan godt blive overordentligt svært at få alle pengene retur.

- Der er en meget lang vej op til de 12 milliarder kroner, som den danske statskasse er blevet lænset for, og der kommer vi formentlig aldrig op, siger Lars Bo Langsted, der er professor i jura ved Aalborg Universitet.

Bud: En milliard retur

Foreløbigt er der beslaglagt 2,1 milliarder kroner. Bliver der rejst en straffesag mod Sanjay Shah, og bliver han dømt skyldig, kan pengene konfiskeres. Det betyder, at pengene kan kanaliseres over i de statskasser, der har lidt et tab.

Men i første omgang skal der falde en ganske klækkelig betaling til de lande, der har beslaglagt værdierne. Ifølge EU-regler har de ret til halvdelen i en slags findeløn.

- Det er en slags betaling for, at det pågældende land er så venlige at gennemføre beslaglæggelsen på vegne af det danske politi. Reglerne er lavet for at give en gulerod til det lokale politi, så de prioriterer opgaven.

Hvor stort et beløb tror du så vil ende i den danske statskasse?

- Hvis vi er meget heldige og positive, så vil jeg sige en milliard, vurderer Lars Bo Langsted.

Straffesag mulig uden Shah

Sanjay Shah befinder sig i øjeblikket i Dubai med sin familie. Danmark har ingen udleveringsaftale med Dubai, hvilket kan besværliggøre arbejdet med at føre en eventuel straffesag mod Sanjay Shah.

Det kan dog godt lade sig gøre at gennemføre en straffesag uden den tiltalte er til stede.

- Der er faktisk muligt at gennemføre en straffesag uden, at han (Sanjay Shah, red) er til stede, men det kan gøre det meget svært at bevise, hvad der er foregået, så det er opad bakke.

Sanjay Shah er mistænkt for at have trukket penge ud af statskasser i Danmark, Norge og Belgien ved at have fået refusion for udbytteskat, som han ikke var berettiget til. Læs mere om udbytteskat i faktaboksen.

Facebook
Twitter