Ramt af cyberangreb: ISS blev 3,5 milliarder kroner mindre værd under et pressemøde

Selskabet ved endnu ikke, hvor dyrt cyberangrebet bliver.

Den danske servicevirksomhed ISS beskæftiger omkring 500.000 personer verden over med blandt andet rengøring og kantinedrift. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I snart halvanden uge har den danske service-gigant ISS kæmpet mod et ondsindet cyberangreb, der har lagt dele af virksomheden ned.

Det har betydet, at selskabet, der har næsten en halv million medarbejdere på verdensplan, har måtte lukke sine it-systemer for at isolere angrebet.

Og det er noget, som koster knaster, erkendte selskabet, da man præsenterede sit årsregnskab for 2019.

- Det koster penge, når vi arbejder på det her i døgndrift for at få den fulde funktionalitet tilbage, siger Jeff Gravenhorst, administrerende direktør i ISS World.

- Hændelsen har trukket på ressourcer på tværs af organisationen og har medført, at vi har måtte udsætte andre vigtige forretningsinitiativer, lyder det.

ISS ved dog ikke, hvor meget cyberangrebet kommer til at koste på bundlinjen:

- Vi forventer, at vores økonomiske resultat i 2020 vil blive negativt påvirket som et resultat af angrebet, men vi er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at sætte beløb på, skriver selskabet i sit årsregnskab.

Selskabet understreger, at der ikke er tegn på, at cyberangrebet har kompromitteret kunders data.

Også det verndensomspændende angreb fra corona-virusset kommer til at koste for selskabet, skriver ISS. Men også her er det for tidligt at sige, hvor meget, lyder det fra Jeff Gravenhorst.

Aktionærerne straffede ISS

Selvom selskabet regner med en organisk vækst på over fire procent, var aktionærerne tilsyneladende ikke tilfredse med, hvad de hørte ved præsentationen af årssregnskabet.

Mens selskabets direktører præsenterede regnskabet mellem klokken 9 og klokken 10.30, styrtdykkede aktien med over 16 procent.

Det svarer til, at selskabet blev omkring 3,5 milliarder kroner mindre værd. Aktien har senere stabiliseret sig en smule.

I løbet af den seneste uge er ISS blevet mere end 20 procent mindre værd, svarende til lige under fem milliarder kroner.

Korrespondent: Meget alvorligt angreb

ISS har indtil nu ikke uddybet, hvad det er for et type angreb, selskabet har været udsat for udover, at det er et malware-angreb.

Malware er en samlet betegnelse for skadelige computerprogrammer. Der findes en lang række forskellige underkategorier, som fungerer på forskellige måder. Hvilken type malware, der er tale om, har ISS altså ikke offentliggjort.

Ifølge DR's viden- og techkorrespondent, Henrik Moltke, tyder stilheden fra ISS på, at angrebet er meget alvorligt:

- At ISS ni dage efter, angrebet blev konstateret, stadig ikke toner klart flag om, hvilken type angreb man er ramt af, tyder på, at man ikke har styr på problemet.

- Firmaet forsøger at nedtone alvorligheden, men det virker til, at ISS it-mæssigt begynder næsten fra nul og ikke har en klar tidslinje for, hvornår alt er tilbage til normale forhold.

ISS' hjemmeside var nede i hele sidste uge og kom først op igen fredag.

DR har forsøgt at få en kommentar fra ISS om malwareangrebet, men det har firmaet ikke ønsket.

Tredje danske virksomhed inden for få år

Med angrebet på ISS, der er blandt Danmarks største virksomheder, er tre store danske virksomheder ramt inden for tre år.

Sidste år blev høreapperatskoncernen Demant ramt af et malwareangreb, der endte med at koste virksomheden omkring 550 millioner kroner.

Året før blev Mærsk-koncernen ramt af et hackerangreb, som ifølge selskabet selv kostede det mellem 1,5 og 1,8 mia. kroner.