Regeringen: Det offentlige skal holde sig fra træflis, mindfulness-kurser og udlån af bageudstyr

Et nyt klageorgan skal ifølge regeringen sikre "fair konkurrence" mellem det offentlige og private.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, (LA), innovationsminister Sophie Løhde (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterede i dag regeringens planer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kommuner, regioner og staten skal for fremtiden holde nallerne fra opgaver som for eksempel gartnerarbejde, hvis en privat virksomhed i stedet kan løse opgaven.

Det mener regeringen, der nu vil drøfte sagen med de øvrige partier i Folketinget.

- Vi har set en række eksempler på, hvordan myndigheder udbyder gratis kurser i computerspil og mindfulness, leverer gratis træflis til borgere hjemme på privatadressen eller for den sags skyld myndigheder, der udbyder spændende og kreative rekrutteringsløsninger, siger innovationsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde om et nyt udspil fra regeringen med titlen "Fair og lige konkurrence".

- Det er nogle af de opgaver, som ligger langt væk fra den offentlige sektors kerneopgave, og som vi med udspillet ønsker at sætte en stopper for, siger hun og tilføjer:

- Den offentlige sektor skal ikke gå og lege privat virksomhed i sin fritid med skatteborgerens penge i ryggen, og hvis den endelig udfører erhvervsvirksomhed, skal der være klar prissætning og dermed gennemsigtighed omkring priserne.

Regeringen lægger blandt andet op til at ændre de såkaldte kommunalfuldmagtregler, der sætter rammerne for, hvilke opgaver kommunerne må løse.

Regeringen vil lave nyt klageorgan

Derudover mener regeringen, at der skal oprettes et nyt klageorgan, som kan behandle klager fra private virksomheder, der mener, at enten kommunen, regionen eller staten løser opgaver, som en privat virksomhed burde stå for.

- For at private virksomheder ikke skal være kastebold mellem alle mulige forskellige systemer, hvis de føler sig trynet af kommuner og region og staten, laver vi et nyt klageorgan, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Klageorganet skal vurdere, om erhvervsaktivitet i stat, regioner eller kommuner er lovlig, og det kan give påbud om, at stoppe aktiviteten eller pålægge offentlige myndigheder at ændre deres prissætning.

På pressemødet sagde erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) også, at klagemyndigheden skal kunne tildele erstatning. Erhvervsministeriet har efterfølgende slået fast, at det ikke er tilfældet.

Ifølge regeringen oplever en lang række virksomheder, at kommuner, regioner og i nogle tilfælde staten løser opgaver, som private virksomheder burde stå for.

- Det kan være, at man går ind og planter træer, som man har gjort i Københavns Kommune, eller de slår græsset. Det er jo en typisk gartneropgaver. Der må man sige, at de betaler deres skat, og de ansætter nogle folk, og så er det ikke rimeligt, at kommunen går ind og gør det, siger Brian Mikkelsen.

Den nye klagemyndighed skal ligge i Viborg og være en del af Nævnenes Hus - en styrelse under Erhvervsministeriet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det handler ikke kun om udlån af bageudstyr

Regeringen har i forbindelse med udspillet også nævnt, at nogle biblioteker låner haveudstyr og bageudstyr ud, hvilket det offentlige ifølge regeringen bør holde sig fra.

Det sker dog kun i minimalt omfang, har direktøren for Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen, slået fast over for nyhedsbureauet Ritzau.

Her kan direktøren kun komme i tanke om et bibliotek i Odense-bydelen Vollsmose, der har lånt bageudstyr ud.

- Det var et forsøg finansieret af Miljøministeriet for at gøre opmærksom på bæredygtighed. Man forestiller sig, når man læser det her, at det er en væg fyldt med bageudstyr. Det er det ikke, siger Michel Steen-Hansen til Ritzau.

Odense Biblioteks egen hjemmeside er projektet fra sidste år beskrevet som følger:

"Med 'Lån bæredygtighed på biblioteket' er formålet at udleve deletanken i praksis med effektiv udnyttelse af materialer, udstyr og instrumenter. Det er genbrug og udlån af brugerrelevante, tema-baserede GenbrugsKits, til bibliotekernes lånere."

Tre ministre til at løse små problemer?

Derfor fik ministrene også følgende spørgsmål på dagens pressemøde:

I kommer med eksempler på flishugning, kommunale genbrugsbutikker og udlån af bageudstyr. I står tre ministre her. Skal der så mange til at løse sådan nogle små nedslag?

- Nej, det her handler ikke om bageudstyr. Det kunne også være spændende og kreative rekrutteringsydelser, eller når myndigheder laver kurser i computerspil og mindfulnes, sagde Sophie Løhde.

Til det tilføjede økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll:

- Det der kan virke lille for en meget stor offentlig sektor, kan godt virke stort for en lille virksomhed. Hvis du ser på staten, er det måske småt, men det er det måske ikke for dem, det går ud over.

FOA: Udspil skaber bureaukrati

Fagforeningen FOA kritiserer regeringens udspil, der ifølge FOA skaber unødigt bureaukrati og dræber kreative løsninger.

- Hvis kommunalpolitikere synes, at det vil være både sund fornuft og godt for de ældre, at plejehjemmets café åbnes for familie, pårørende og lokale borgere, skal de skræmmes fra at gøre det af frygt for at overtræde regeringens love om begrænsning af offentlige erhvervsaktiviteter. For tænk, hvis der gik kunder og forretning fra en nærliggende privatejet café, udtaler Dennis Christensen.

Han forudser, at klagebunkerne kommer til at vokse, hvis alle små erhvervsdrivende kan klage over det offentlige.

OBS: På pressemødet sagde erhvervsminister Brian Mikkelsen, at den nye klagemyndighed kan tilkende erstatning. Det er ifølge Erhvervsministeriet ikke tilfældet, og derfor er artiklen rettet til fredag morgen.