Regeringen vil ændre loven: Butikker skal kunne holde åbent juleaften

Resterne af lukkeloven skal droppes, så butikker kan holde åbent alle årets dage, lyder udspil.

Store detailbutikker skal kunne holde åbent alle årets dage, hvis det står til regeringen. De Samvirkende Købmænd undrer sig over forslaget. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Præcis 13 og en halv dag om året må store detailvirksomheder dreje nøglen til butikkerne, selvom de måske hellere ville have holdt åbent.

Årsagen skal findes i resterne af lukkeloven, som i de senere år er blevet lempet, men ikke lempet nok, mener erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

- Det er mest fornuftigt, at butikkerne selv bestemmer, hvornår det kan betale sig at holde åbent, siger han.

Regeringen vil derfor indkalde de partier, der i sin tid indgik forlig om lukkeloven, til nye drøftelser.

- Det er altid et oplæg til forhandling, når en mindretalsregering fremlægger et forslag. Jeg ved godt, at det her er kontroversielt, og at der også er argumenter imod det, siger Rasmus Jarlov.

Liberale jubler over forslag

Hos Liberal Alliance, som i mange år har været varme fortalere for at skrotte resterne af loven, er der glæde over ministerens oplæg til nye forhandlinger.

- Mit udgangspunkt er, at dem, der er bedst til at bestemme, hvornår en butik skal holde åbent eller lukket, det er vedkommende, som ejer den forretning og ikke os her på Christiansborg, siger politisk ordfører Christina Egelund (LA).

- Derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen nu påtænker at komme med det udspil om en endelig afskaffelse af lukkeloven, fortsætter hun.

Men butikker, der omsætter for under 34,2 millioner kroner, er jo allerede i dag undtaget. Så hvad er formålet med at ændre loven?

- Det er at sidestille butikkerne mere fair i forhold til konkurrencen butikkerne imellem. Så alle har lige vilkår, siger ordføreren.

DF og S: Vil ramme de små butikker

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ser mere sort på forslaget, som partiet frygter vil ramme især de mindste butikker med ulige konkurrence.

- Dem, der vil tabe på en liberalisering af lukkeloven, vil typisk være mand-kone-virksomhederne, eller dem der har få ansatte, siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF) til Ritzau.

Også hos Socialdemokratiet er der stor uenighed med forslaget

- Det er en rigtig dårlig idé. Det her vil betyde, at mange af de små- og mellemstore virksomheder ude i yderområderne kommer til at dreje nøglen om. I stedet vil det kun være de store butikker, der får gevinst af det, lyder det fra politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

Mindre købmænd: Hvor er dialogen?

De Samvirkende Købmænd (DSK), der repræsenterer flere af de små butikker er "forundret" over udspillet.

- DSK er forundret over, at regeringen uden forudgående konsekvens-analyser og dialog med detailhandlen kommer med et sådant forslag, siger direktør John Wagner.

Ifølge De Samvirkende Købmænd kommer udspillet, uden at man først har hørt branchen. Noget, der undrer de mindre erhvervsdrivende.

- Det er regeringens valg. Men det forhindrer os ikke i at opfordre et flertal i Folketinget til at pålægge ministeren at indlede en dialog med erhvervene om, hvad fordele og ulemper vil være, siger han.

Men erhvervsministeren mener ikke, at de store butikker er de mindre købmænds største problem.

Rasmus Jarlov, er der ikke risiko for, at mindre butikker taber kampen til de større butikskæder med butiksdød i lokalområderne til følge?

- De små butikker er i kamp med de store, men de er også i kamp med internethandlen, som har åbent døgnet rundt. Og vi tror grundlæggende på, at danske butikker vil have godt af selv at kunne bestemme, hvornår det kan betale sig at holde åbent, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Facebook
Twitter