Regeringen vil afsætte 435 millioner kroner ekstra til kontrol med udbytteskat

Finanslovsforslag lægger op til en oprustning i kampen mod svindel.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) og regeringen vil styrke kontrollen med udbyttesvindel og hive flere svindelkroner tilbage i statskassen.

Skattestyrelsen skal over de næste fire år have tilført 435 millioner kroner ekstra til kampen mod svindel med udbytteskat.

Pengene skal ifølge regeringens finanslovsforslag for 2019 øremærkes en massiv kontrol med refusioner for udbytteskat og indsatsen for at få svindelbeløb tilbage i statskassen.

- Det er nogle store investeringer af skattekroner, men det er min forventning, at de bærer frugt, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Finanslovsforslaget lægger op til at sende 127 millioner kroner ekstra til Skattestyrelsen til næste år og resten over de følgende tre år.

Pengene skal blandt andet bruges på at tilføre styrelsen flere medarbejdere end de nuværende 50, der i dag arbejder på udbytteområdet.

En anden del af pengene skal gå til at nedbringe den enorme sagspukkel, der har vokset sig stor, siden der i 2015 blev lukket ned for refusioner af udbytteskat, efter svindel for 12,7 milliarder kroner var blevet opdaget.

Lige nu mangler Skattestyrelsen at håndtere tilbagesøgninger på 5,7 milliarder kroner, som udenlandske aktionærer kræver retur i udbytteskat.

Ny skattemodel skal stoppe udbyttesvindel

De 435 millioner kroner skal også bruges på at udvikle en ny model for beskatning af udbytte, der skal sætte en stopper for svindlen med refusioner.

Modellen omfatter et nyt it-system, der sikrer, at styrelsen får de relevante oplysninger om udenlandske aktionærer på det tidspunkt, hvor en virksomhed betaler udbytte til aktionærerne - udbyttedagen.

- Det vil betyde, at der bliver trukket den rigtige udbytteskat fra starten, så der ikke senere opstår spørgsmål om beskatningen, fortæller Kenneth Joensen, fagdirektør for Selskaber i Skattestyrelsen.

Han fortæller, at modellen allerede er på tegnebrættet i Skattestyrelsen og kan blive idriftsat inden for "nogle år".

Skattemedarbejdere: Brug for flere ressourcer

Kontrollen med udbytteskat er siden 2015 blevet opnormeret fra fem til de nuværende 50 medarbejdere.

Det har vist sig at være alt for få, siger Jørn Rise, formand for Dansk Dansk Told & Skatteforbund, der er fagforening for 2.800 tjenestemænd og overenskomstansatte i Skatteministeriet.

- Derfor lyder det godt i mine ører, at man endelig har erkendt, at kontrollen skal styrkes. Det har vi trængt til.

Han vurderer dog, at der skal flere penge på bordet for at sikre en velfungerende kontrolindsats på alle områder i det tidligere Skat, der i sommer blev splittet op i syv nye styrelser.

- Vi er desværre i Skat i en opbygningsfase, så den kommende tid kommer til at gå med at prioritere. Det bliver et tab for samfundet. Det er jeg ikke en meter i tvivl om. Og jeg synes, det ville være fornuftigt at investere endnu mere, siger Jørn Rise.

Finansloven skal vedtages i Folketinget senest i december.

Facebook
Twitter