Regeringen vil fjerne passagerafgift

Den omstridte statslige afgift på 75 kr. pr. flypassager skal afskaffes, for den hæmmer beskæftigelsen og den økonomiske udvikling i Danmark. Det mener finansminister Thor Pedersen ifølge Børsen.

Flypassagagerer vil fremover slippe for afgiften på 75 kroner, hvis det står til finansminister Thor Pedersen (V). (Foto: Henning Jensen © Henning Jensen- DR)

Den omstridte statslige afgift på 75 kr. pr. flypassager skal afskaffes, for den hæmmer beskæftigelsen og den økonomiske udvikling i Danmark.

Det mener finansminister Thor Pedersen ifølge Børsen.

- Det er min opfattelse, at afgiften er med til at begrænse vækst og beskæftigelse i Danmark, og det er ikke mit mål, siger Thor Pedersen.

Thor Pedersen vil endnu ikke afsløre, hvornår afgiften bliver fjernet. Men han siger, at der arbejdes på en gradvis sænkning af afgiften.

En nedsættelse af passagerafgiften var ikke med i regeringens forslag til finanslov, men Thor Pedersen har været under stærkt pres fra baglandet hos såvel Venstre som De Konservative.

Hen hvor peberet gror

Hos SAS er top-chef Jørgen Lindegaard enig i finansministerens vurdering af passageraftens skadelige virkning.

- Det er det, vi hele tiden har sagt. Jeg kan ikke sige andet, end at vi ønsker den luftfartsafgift hen hvor peberet gror. Den virker hæmmende for udviklingen af dansk luftfart, siger Jørgen Lindegaard.

Han peger på, at de penge staten taber ved en afskaffelse af afgiften, hurtigt kan blive tjent ind igen. En undersøgelse lavet af rådgivningsfirmaet COWI viser, at Københavns Lufthavne vil få 670.000 flere passagerer om året, hvis afgiften fjernes.

Attraktiv for lavprisselskaber

De mange nye passagerer vil komme fra lavprisselskaber, der vil være mere interesseret i Københavns Lufthavne, hvis afgiften forsvinder. Det vurderer økonomidirektør i Københavns Lufthavne, Torben Thyregod.

- Skulle afgifterne forsvinde, bliver Københavns Lufthavne mere attraktiv for lavprisselskaberne. De flyver jo der, hvor de kan lave den bedste forretning, siger han.

Facebook
Twitter