Rejsekort fordobler pendlerpris

Når det længe ventede rejsekort introduceres 1. april, bliver det i nogle tilfælde dobbelt så dyrt som et normalt månedskort.

Når det længe ventede rejsekort introduceres 1. april, bliver det i nogle tilfælde dobbelt så dyrt som et normalt månedskort. (© DSB)

1. april vil det chip-baserede rejsekort til bus og tog i Vestsjælland erstatte klippekortet.

Men de mest trofaste brugere af den kollektive trafik skal tænke sig om en ekstra gang, hvis de vil skifte deres nuværende månedskort til et nyt månedligt chip-rejsekort.

Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Det gængse månedskort til eksempelvis 430 kroner giver ret til et ubegrænset antal rejser mellem bopælen og jobbet.

Og får man lyst til en tur længere væk, er turen inden for månedskortets dækningsområde allerede betalt.

Men rejsekortet fungerer på en anden måde.

Pendlere skal holde sig væk

Beregneren på www.rejsekort.dk vil have antallet af rejser pr. måned oplyst. For månedlig transport i et tilsvarende omfang på 22 arbejdsdage og nogle fornøjelsesture på fridage koster det 864 kroner ifølge Venstrebladets beregninger.

- Det er rigtigt. Hvis man pendler hver dag, så kan det ikke betale sig at skifte. Der kommer pendlerkort på rejsekort, men det bliver først ved udgangen af 2013 eller i begyndelsen af 2014, forklarer direktør for Rejsekort A/S Bjørn Wahlsten til Venstrebladet.

Tilbuddet om et personligt rejsekort på månedsbasis er p.t. som tommelfingerregel kun attraktivt for folk, der tager 19 til 34 enkeltrejser (eller 10-17 retur) om måneden.

FacebookTwitter