Reklamer for elbil vildledte om pris: Hyundai betaler 150.000 kroner i bøde

Hyundai har brugt vildledende oplysninger i en annonce for Kona Electric, lyder afgørelse.

Det er reklamer for elbilen Kona Electric, der er omdrejningspunkt i sagen. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

En annonce for elbiler er omdrejningspunkt i en sag, der nu koster selskabet Hyundai Bil Import A/S en bøde.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

- Hyundai har brugt vildledende oplysninger i en annonce for bilmodellen Kona Electric, skriver forbrugermyndigheden.

Brugte bundpris for topmodel

Det var i januar og februar sidste år, at en reklame for bilmodellen blev bragt i to bilmagasiner.

En forbruger klagede over reklamen til Forbrugerombudsmanden, som i april i år valgte at melde selskabet til politiet.

I reklamen for bilen skrev Hyundai, at man kunne købe en Kona Electric til en pris fra 274.995 kroner.

Elbilen havde ifølge reklamen en rækkevidde på op til 449 kilometer på en opladning.

Men prisen for den annoncerede model holdt slet ikke, lyder forbrugermyndighedens afgørelse.

Prisen, der optrådte i reklamen, var i stedet for en ringere model af bilen.

- Det var imidlertid ikke muligt at købe bilen til den oplyste fra-pris. Prisen, der var annonceret, var for den billigste variant af modellen, som kun havde en rækkevidde på op til 289 kilometer, skriver Forbrugerombudsmanden.

Har betalt bøde

Hyundai har, siden sagen kom frem, hjulpet myndighederne med oplysninger, skriver Forbrugerombudsmanden.

Bøden på 150.000 kroner for at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning er også allerede betalt.

Priser er netop en af de ting, som forbrugermyndigheden løbende holder øje med, og Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen understreger i pressemeddelelsen, at fra-priser ikke er en måde at omgå loven på.

- En virksomhed må naturligvis ikke reklamere for en bilmodel med attraktive egenskaber til den pris, som man skal betale for bilmodellen uden de egenskaber, der reklameres for. Det gælder også, selvom der er tale om en fra-pris, siger hun.

FORBUDDET MOD VILDLEDNING:

  • Ifølge markedsføringslovens § 5, stk. 1, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin frem stillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

  • Det fremgår af § 8, at det er en betingelse for at have handlet i strid med § 5, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnits forbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

  • Kilde: Forbrugerombudsmanden

FacebookTwitter