Rekordmange hoteller bliver grønne

For at vinde kampen om verdens turister, satser turistindustrien på at sælge Danmark som en klimavenlig nation.

For at vinde kampen om verdens turister, satser turistindustrien på at sælge Danmark som en klimavenlig nation.

Rekord mange hoteller bliver op til klimakonferencen i december til grønne hoteller.

Det betyder, at de tager hensyn til miljøet ved at spare på eksempelvis vand, el, aircondition og kemikalier.

Og det bliver de nødt til. For store virksomheder og verdens turister kigger efter de grønne mærker, før de booker sig på hoteller og campingpladser.

- Der er en trend i tiden, som minder om en grøn bølge. Turister og virksomheder stiller i stigende grad krav om miljøvenlige opholdssteder, siger Maria Christensen, funktionschef i Visit Denmark til DR Nyheder.

Voldsom stigning

På få år er antallet af hoteller og campingpladser med miljømærker steget voldsomt. Miljømærker er forbrugernes garanti for, at eks. hoteller tager hensyn til miljøet

I 2007 var der kun fem som kunne fremvise det europæiske miljømærke blomsten, eller det nordiske miljømærke svanen.

I dag er der 46. Det svarer til en nidobling på bare to år. Og sidste år steg antallet af steder tildelt miljømærket den grønne nøgle med 17 procent.

Hotel Kong Arthur i hjertet af København sparer også på lys og vand. Og som det første hotel i verden blev det sidste år co2 frit.

Kan betale sig

Det har som de øvrige hoteller i den lille hotelkæde Brøchner Hotels købt CO2 kvoter svarende til kædens eget forbrug. Det betyder, at Brøchner hotels har forhindret CO2 udledning et andet sted i verden.

Investeringen i klimaet har mere end betalt sig tilbage.

- Alene på grund af vores hensyntagen til miljøet, spurgte en unavngiven dansk virksomhed om et tilbud på 3.000 overnatninger, fortæller adm. direktør i Brøchner Hotels, Susanne Brøchner.

Wonderful Copenhagen er netop i gang med en undersøgelse af, hvor meget det betyder for turister og forbrugere, at deres rejsemål har en grøn profil.

Facebook
Twitter