Rekrutteringschef: Hvis de udenlandske arbejdere lander i aften, har de et job i morgen

Hos rekrutterings- og vikarbureauet JKS er regeringens forslag om en sænket løngrænse for udenlandsk arbejdskraft sød musik.

Regeringen vil gøre det lettere for udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Regeringen lægger op til at folk fra blandt andet Kina og Indien skal tjene mindre end i dag for at få arbejdstilladelse i Danmark.

Løngrænsen skal helt konkret sænkes fra 418.00 til 330.000 kroner om året i det udspil om styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, som regeringen netop har præsenteret.

Ifølge et af Danmarks største rekrutterings- og vikarbureauer, JKS, vil det betyde, at man fremover lettere kan rekruttere eksempelvis svejsere fra Rusland, industriteknikere fra Kina eller lastbilchauffører fra USA.

- Vores kunder, de danske virksomheder, skriger på hjælp til at få den her arbejdskraft ombord, så hvis de udenlandske arbejdere kommer med flyveren i aften, har de arbejde i morgen. Det er helt sikkert, siger adm. direktør Jesper Busk.

Støjberg: Beløbsgrænse skal sænkes

Der er i dag en beløbsgrænse for personer udenfor EU, som vil arbejde i Danmark, på 418.000 kroner. Det er det beløb, man årligt skal tjene for at få arbejdstilladelse her i landet.

Men med regeringens udspil bliver den grænse sænket til 330.000 kroner om året for statsborgere i 12 lande.

- Listen er målrettet lande, som vi i forvejen har et tæt investeringssamarbejde med, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Det betyder, at en udlænding fra for eksempel Indien, Rusland eller Mexico skal have et job med en løn på mere end 27.500 kroner måneden for at få arbejdstilladelse i Danmark med udspillet.

En grænse, der er 7.000 kroner mindre end i dag.

Med den sænkede beløbsgrænse lægger regeringen op til, at for eksempel bachelorer og faglært arbejdskraft fra udlandet lettere kan finde vej til de danske virksomheder.

- Virksomhederne siger, at den nuværende beløbsgrænse står i vejen for at få både talenter og kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Det giver ingen mening midt i et økonomisk opsving, at det er sværere at komme hertil, siger Inger Støjberg.

Flertal udenom regeringen siger nej

Ifølge regeringens beregninger vil en sænkning af beløbsgrænsen bidrage positivt til samfundsøkonomien.

For eksempel bidrager hver eneste udenlandske arbejdstager, der er kommet til Danmark på den nuværende beløbsordning, i snit med godt 300.000 kroner årligt til de offentlige finanser.

Regeringens udspil om en sænket beløbsgrænse bliver dog allerede skudt ned af et flertal uden om regeringen. Socialdemokratiet, Dansk Folkparti og SF er imod.

- Det med at sænke grænsen helt ned til 145 kroner i timen, synes jeg er helt vanvittigt. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan besætte de stillinger med folk, der allerede bor i Danmark, så længe vi mangler praktikpladser og flexjob, siger Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye.

Ifølge Jesper Busk fra JKS bliver der allerede ledt med lys og lygte på det danske arbejdsmarked. Men her kan man ikke levere al den efterspurgte arbejdskraft.

- Vi sender hver dag masser af ufaglærte på svejsekurser på AMU-centre eller giver dem et truckcertifikat. Det er bare ikke nok. Der er også en lærlingeindsats i gang, men det er heller ikke nok. Hverken i dag eller i morgen, siger han.

Facebook
Twitter