Rektorer: Færre på brødløse studier

Rektorerne på de store universiteter vil optage færre på brødløse studier

Færre skal læse i mange år for bare at blive ledige. Rektorerne på landets store universiteter er klar til at finde en ny model for optaget. (Foto: Christoffer Regild © københavns universitet)

I flere år har skiftende ministre efterlyst, at landets universiteter slipper færre ind på studier, der ikke fører til et fast job.

Og nu er en række rektorer fra landets største universiteter klar til at finde en ny model for optaget, som tager højde for, hvor der er stor ledighed.

- Vi skal ikke begrænse optaget på grund af et enkelt år med stigende ledighed, men hvis der i en årrække viser sig at være høj ledighed, kan det give mening at skrue på optaget, siger rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen til Jyllands-Posten.

Bred opbakning

Han får opbakning fra rektorerne på Aarhus, Roskilde og Aalborg Universiteter samt Danmarks Tekniske Universitet.

Ib Poulsen, som er rektor på Roskilde Universitet bakker op om den nye kurs:

-Vi har på universiteterne nok hidtil tænkt, at vi nøjes med at uddanne, men det er ikke længere nok. Med den beskæftigelsessituation, som vi har i dag, bliver vi nødt til at forholde os til kandidaternes jobmuligheder, siger Ib Poulsen til Jyllands-Posten.

Han peger på, at universiteterne dermed optager sig et stort ansvar.

Ifølge Ralf Hemmingsen vil rektorerne i den kommende tid mødes for at finde en ny model for optaget på studierne.

Studerende skal vælge efter hjertet

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jacob Ruggaard, er langt fra begejstret. Man bør ikke optage studerende ud fra statistikker, mener han.

- Unge mennesker bør få mulighed for at tage en uddannelse, som de brænder for, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk