Rentehop får boligøkonomer til at spærre øjnene op: Men der er også én god nyhed

Boligpriserne er steget og steget i 2020 - men kommer renterne nu til at sætte en kæmpe bremseklods for udviklingen?

- Selvom det måske føles som en skidt nyhed som boligejer, så vil de fleste økonomer kalde rentestigningerne en god nyhed, vurderer Casper Schrøder. (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

Hvis du er boligejer eller overvejer at købe en bolig snart, så er det en særdeles god idé at følge med i rentemarkedet lige nu.

Udviklingen på det amerikanske marked og et håb om en lysere økonomisk fremtid har nemlig skabt en vild udvikling på det danske rentemarked i 2021, som har fået boligøkonomer til at spærre øjnene op.

Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i et 30-årigt fastforrentet lån uden afdrag på en million kroner, så vil man skulle betale 1.190 kroner i månedlig ydelse, hvis det optages i dag. Det er 300 kroner højere end starten af året, skriver Berlingske.

- Det er en helt vild udvikling, vi ser på rentemarkederne i øjeblikket. Først meldte vi ud, at vi kommer med et 1,5-procentlån med 30 års afdragsfrihed, så kom det 20-årige 1-procentlån på banen. Og nu får 1,5-procentlånet med ti års afdragsfrihed et comeback, skriver Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, i en kommentar.

Nordea boligøkonom, Lise Nytoft Bergmann, supplerer.

- Den stigende rente gør det dyrere at låne penge og sværere at blive kreditgodkendt. Det vil alt andet lige presse boligpriserne ned.

- På nuværende tidspunkt ved vi dog ikke, om der er tale om en midlertidig uro på rentemarkederne, eller om vi skal vænne os til et generelt højere niveau, og derfor er det for tidligt at forudsige, præcis hvor stor betydning rentestigningen vil få for boligmarkedet, udtaler hun i en kommentar.

Men hvad betyder renteudviklingen egentlig for dig og mig, og hvad viser den om den generelle økonomiske situation i Danmark og i resten af verden?

DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder, svarer herunder på tre spørgsmål om rentehoppene.

Hvad kommer det til at betyde for boligejerne og boligmarkedet generelt, at renten stiger?

Rentehoppet kan få konsekvenser for nogle boligejere. (Foto: Mathias Løvgreen © Scanpix)

- Når renten stiger, så bliver det dyrere at låne, og det lægger et pres på priserne på boligmarkedet. De fleste låner jo pengene til det, hvis de skal købe hus eller lejlighed, så når det pludselig kommer til at koste mere, så betyder det også noget for, hvor mange penge de har at købe bolig for.

- Rentestigningerne betyder ikke, at boligpriserne helt sikkert vil falde fra nu af - men de vil ikke have så let ved bare at blive med at stige i samme tempo, som vi så sidste år.

- Nogle økonomer har en grov regel om, at stiger renten med et procentpoint, så dykker boligpriserne med otte-ti procent. Det er jo ret meget, og det er ikke sikkert, at det vil gå så voldsomt for sig - for der også mange andre ting, der spiller ind på markedet og priserne, siger Casper Schrøder.

Det amerikanske marked falder markant - hvordan kan det komme til at smitte af på det danske marked?

Der er uro på aktiemarkederne på grund af rentehoppene.

- Aktierne falder tit, når renterne stiger. Det mærker de amerikanske aktier – og det kommer de danske aktier også til at mærke. De reagerer allerede, og der har de seneste dage været heftig bølgegang på Wall Street, og de danske aktier er bremset op gennem måneden.

- Aktierne falder, fordi de højere renter gør det til en bedre forretning at flytte sine investeringspenge fra aktiemarkedet og over til lånemarkedet. Efter aktierne – ligesom boligpriserne – bare steg og steg sidste år, så tager de lige nu en pause. Faldene rammer især nogle af de aktier, der er steget mest den seneste tid.

- Set over den seneste måned er aktierne herhjemme faldet lidt, og det har man altså ikke været vant til et godt stykke tid. Hvis man investerer i aktier, så bliver man lige nu mindet om, at det ikke er altid, kurserne stiger, siger Casper Schrøder.

Hvorfor kan rentehoppet også ses som et positivt tegn for økonomien?

Arkivfoto (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

- Selvom det måske føles som en skidt nyhed som boligejer, så vil de fleste økonomer kalde rentestigningerne en god nyhed. De mener, at stigningerne afspejler en ny tro på, at økonomien kommer hurtigt op i gear efter coronakrisen – og at det sker meget snart.

- Gang i økonomien betyder i sig selv inflation - det vil sige, at priserne stiger. Derfor vil investorerne i lånemarkedet allerede nu gerne have en højere rente. Det hele er hjulpet på vej af de store hjælpepakker i Europa og i USA fra regeringerne.

- De pengeudpumpninger er også i sig selv med til at skabe gang i økonomien og inflation. I sidste ende kan det betyde, at centralbankerne sætter deres meget lave renter op for at holde styr på inflationen. Og det vil så igen give rentestigninger.

- Det er dog de færreste økonomer, der lige nu tror, at renterne de kommende år skal rigtig meget højere op. De regner med, at de ret lave renter trods alt fortsætter, siger Casper Schrøder.

Facebook
Twitter