Restauranter på hjul tjener gode penge

Madvogne og kæderestauranter er bedst til at tjene penge

Foodtrucks - restauranter på hjul - er gode til at tjene penge. (© dr)

Gourmet-mad og pizza-slice - vi spiser det hele - og meget af det.

Men selvom restaurationsbranchen sælger mad og drikke for over 40 milliarder kroner i Danmark - så er det langt fra alle restauranter, der har en god økonomi.

- De, der klarer sig bedst økonomisk, er de helt store restauranter, det er kæderne, og så er det faktisk små madboder og foodtrucks, siger Steffen Kaj Pedersen, partner og ansvarlig for restaurantionsbranchen i konsulentvirksomheden pwc.

En af årsagerne er de lavere omkostninger ved at få restauranten i gang.

- De små foodtrucks har nogle store økonomiske fordele. Det er overskueligt at drive en foodtruck. Der er ikke den store husleje. Der er ikke den store investering i inventar. Det er simpelthen billigere at drive end en restaurant, siger Steffen Kaj Pedersen.

Men derudover tilbyder de mobile madvogne i mange tilfælde også rigtig også god mad.

- Du ser mange af dem servere mad, som vi kender men med et tvist. Og når de også formår at servere god mad, så tager kunderne dem til sig., siger han.

Spaghetti i kødsovs

For kvaliteten af maden på vores restaurationsbesøg skal være god. Og det er uanset, om vi skal have de små eller helt store sedler op af pungen.

- Vi er blevet meget mere kvalitetsbevidste i Danmark. Vi vil meget gerne ud at prøve noget andet end vores egen spaghetti i kødsovs derhjemme. Men når vi spiser ude skal det være i orden. Det er uanset, om vi spiser på en Michelin-restaurant eller ved en foodtruck, siger Steffen Kaj Pedersen.

Der er også bedre økonomi i de større kendte restauranter.

- I vores analyser kan vi se, at mange af de store restauranter er blevet bedre til at styre omkostningerne og begynder at tjene gode penge. Det er især værd at lægge mærke til de kæder af restauranter, der er vokset frem de seneste år. De klarer sig generelt rigtigt godt, siger Steffen Kaj Pedersen.

En del af forklaringen er, at hovedparten af maden leveres fra et centralkøkken til de enkelte restauranter. Det gør det nemmere at styre omkostningerne, og kæderne kan flytte rundt på kokke og tjenere fra restaurant til restaurant ved sygdom.

- Det giver alt sammen en meget bedre drift, og det kan man se på bundlinjen, siger Steffen Kaj Pedersen.

Passion er ikke nok

Men selvom der bliver omsat mad og kaffe for milliarder af kroner - så er der mange restauranter, der har det rigtigt skidt.

Seks procent af restauranterne gik konkurs i 2017.

Ifølge Steffen Kaj Pedersen skyldes det, at mange tiltrækkes af branchen enten fordi de godt kan lide mad - eller fordi det kan virke som om der er et godt kundegrundlag for at drive en cafe eller restaurant.

- Men passion for mad er bare ikke nok, siger han - der skal også være styr på økonomien.

- Vi ser mange, der åbner en restauration, hvor forretningen er bygget op omkring ejerens lidenskab og passion for kogekunsten. Men det er et meget svært marked, og man er nødt til at have folk indover, der har styr på økonomien, siger Steffen Kaj Pedersen.

Facebook
Twitter