Retten til at blive glemt af Google når til højesteret

En sag med dansk islæt ender nu i den franske højesteret, efter at Google har nægtet at slette søgeresultater uden for Europa.

Slagsmålet mellem Google og det franske datatilsyn, når nu til til tops i det franske retssystem. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Den vedholdende juridiske armlægning om den særlige europæiske ret til at blive glemt (fra for eksempel søgemaskiner), fortsætter i Frankrig, hvor Google nu fører en sag hele vejen til den franske højesteret, Conseil d’État.

Sagen er den seneste udløber af balladen om den afgørelse, EU-domstolen nåede i 2014, hvor domstolen erklærede, at en spansk mand har ret til at få slettet Google-links til en annonce, der forkynder tvangsauktionen over hans hus for mange år siden.

Manden var siden kommet på fode igen, og led under, at annoncen dukkede op, når man søgte på hans navn.

Ret til at blive slettet

EU-domstolen vurderede, at manden havde ret til at få slettet annoncen fra Googles søgeresultater, selv om annoncen forsat ligger på nettet - og dermed også, at alle andre europæere. der står i en i tilsvarende situation, også har en tilsvarende ret.

Det udløste en flodbølge af krav mod Google, der siden har fjernet op mod 550.000 links fra søgeresultaterne. Heraf 5.219 til danske sider.

Sagen stoppede dog ikke her, for den danskefødte, fransk bosiddende advokat, Dan Shefet - der var en af dem, der gerne ville slettes - førte sagen videre i det franske retssystem med krav om, at søgeresultater ikke blot skulle slettes fra europæiske søgeresultater (fx google.dk eller google.fr), men også fra Googles internationale søgemaskine, Google.com.

Shefet vandt sagen, og Googles franske datterselskab blev idømt dagbøder, indtil dommen var efterkommet.

Det strittede Google først imod, men har siden rettet ind, men heller ikke det var nok for det franske datatilsyn, CNIL, der for knap et år siden krævede, at Google gør det helt umuligt at nå frem til de omtalte søgeresultater, uanset hvor i verden, man søger fra.

Google: Fransk lov gælder kun i Frankrig

Det har Google nægtet, og nu ryger sagen altså til højesteret. Selskabets juridiske chef, Kent Walker, forklarede i går Googles stand punkt i et læserbrev i den franske avis Le Monde (læserbrevet kan også læses her).

Heri protesterer Google - igen - over det franske krav om at gøre fransk lov gældende globalt og minder om, at det - i yderste konsekvens - vil kunne gøre det umuligt for franskmænd at søge sig frem til fransk indhold, der er fuldt lovligt at se, hvis en person et andet sted i verden har krævet det fjernet.

Debatten om 'retten til at blive glemt' har udløst debat i både Europa og USA, dels fordi mange har opfattet dommen som et angreb på ytringsfriheden, og dels på grund af den lidt absurde situation, at Google ikke sletter materialet, men kun links til materialet, der fortsat kan findes på nettet.

Retten til at blive glemt gælder i øvrigt ikke kun Google. Også Microsofts søgemaskine Bing sletter søgeresultater.

Facebook
Twitter