Revisor reagerede ikke på stagneret luksusbyggeri

Alle vidste luksusboligprojekt ved Egernsund var dødt i flere år. Men Tønder Banks revisor reagerede ikke.

På en våd mark ved Egernsund skulle der være bygget 200 luksusboliger med egen havn, men der blev kun bygget tre boliger. (© DR Dokumentar)

En våd mark ved Egernsund i Sønderjylland er historien om et luksusboligprojekt, der gik helt i stå efter finanskrisen. Men det er også historien om en bankrevisor fra Tønder Bank, der aldrig reagerede på åbenlyse tab.

En bankrevisor skal kritisk vurdere økonomien hos bankens største kunder. Hvis der er tydelige tab, så skal revisoren advare. Blandt andet af hensyn til aktionærer, så de kan se om banken er sund.

Marken ved Egernsund var blandt Tønder Banks største kunder.

Skulle bygge luksushuse med egen havn

- Her skulle der være en kanal ind, og her skulle være en lille havn til små både. Men det eneste der er bygget, er tre huse, siger den tidligere borgmester, Jørgen Lehmann, til DR

Dokumentaren "Sikke Tømmermænd".

Han fortsætter sin rundtur i gummistøvler på den våde mark, hvor der i dag blot er et par enkelte grusveje og nogle rør, der stikker op af jorden.

- De sagde dengang, at det faktisk var et byggeri, som de havde projekteret som var det til strandvejsvilla-kvarterer i København, konstaterer den tidligere sønderjyske borgmester.

Byggede kun 3 ud af 200 huse

Jørgen Lehmann kunne meget tidligt se et projekt, der fik alvorlige problemer. For der blev aldrig bygget mere end tre huse.

- Når man ikke kunne få solgt tre boliger, så er der rigtig langt til at skulle sælge 200 og så investere, hvad det koster at lave kanal og lille inderhavn, siger den tidligere borgmester.

Han var i flere år ikke i tvivl om, at boligprojektet var gået helt i stå.

Revisoren slog aldrig alarm

På trods af at byggeriet lå fuldstændig dødt i flere år, så slog bankrevisoren aldrig alarm. I Tønder Banks regnskab var marken ved Egernsund en god og sund kunde. Lige indtil den 2. november 2012, hvor banken krakkede.

Danske revisorer blev kritiseret hårdt efter de første bankkrak, da finanskrisen brød ud i 2008. Både i advokatrapporter og i offentligheden. Men på trods af den debat, så skete det igen fire år efter i Tønder Bank.

Byggeprojektet stod stille i 3 år

Britta Fladeland er revisor og har tidligere revideret bankregnskaber. DR Dokumentar har fået hende til at gennemgå regnskaberne for nogle af Tønder Banks største kunder - deriblandt boligprojektet Teglværksbyen ved Egernsund.

- Det fremgår klart af Teglværksbyens egne regnskaber, at der ikke er sket noget i projekterne. Man har ikke fået solgt nogle grunde. Der er kun bygget tre boliger, ellers er der ikke sket noget i tre år, konstaterer revisor Britta Fladeland overfor DR Dokumentar.

Hun forklarer, hvordan det er revisoren opgave at gå på jagt efter de helt åbenlyse tab hos kunderne. Tab, som er til at få øje på i kundernes regnskaber.

- Det er kernen i revision af banker, siger Britta Fladeland.

Åbenlyse tab i regnskabet

Tønder Bank tog aldrig tab på Teglværksbyen, og revisoren godkendte det blankt i regnskabet. Men i modsætning til bankens revisor, så finder Britta Fladeland helt åbenlyse tab i boligprojektets eget regnskab.

- I Teglværksbyen er der jo negativ indtjening. Negativ kapital. Projektet er gået i stå. Så der ligger et tab på omkring 13 millioner kroner, siger Britta Fladeland.

- Her er ubetinget et tab, som Tønder Bank burde have taget på sig, konkluderer hun.

Aktionærer fik ikke et retvisende billede

Tabet på 13 millioner kroner i Teglværksbyen er blot ét af flere eksempler på tab, som aldrig kom til at fremgå af Tønder Banks eget regnskab. Aktionærerne fik derfor ikke et retvisende billede af bankens økonomi før den krakkede.

- Jeg fatter ikke, hvordan en revisor kan godkende det, siger Palle Christiansen.

Han står i dag i spidsen for en gruppe investorer, som planlægger erstatningssager mod den tidligere ledelse og revisoren i Tønder Bank for at få dækket milliontabene.

Sikke Tømmermænd (4:4) sendes mandag den 27. januar kl. 20.40 på DR1

Facebook
Twitter