Revisorer på overarbejde efter nye hjælpepakker: Svært, når reglerne bliver ændret hele tiden

Usikkerhed om nye hjælpepakker giver travlhed hos revisorer.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) præsenterede sent i går en aftale om corona-kompensation til erhvervs- og kulturlivet. De mange ændringer skaber travlhed i revisionsbranchen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Her til formiddag ser landets revisorer frem til en ny bølge af opkald og mails fra virksomheder, der igen har brug for hjælp til at overskue og ansøge om nye hjælpepakker.

Sent i går aftes landede et flertal af partier nemlig en bred aftale om udvidet og forlænget hjælp til erhvervs- og kulturlivet for over otte milliarder kroner.

Og det betyder, at de coronaramte virksomheder igen skal i gang med ansøgningsblanketterne.

I brancheforeningen FSR Danske Revisorer er man ikke i tvivl om, at det vil give fornyet travlhed på revisionskontorerne.

- Alene forlængelsen af ordningen for de faste omkostninger, hvor der er krav om revisorerklæringer, vil give ekstra opgaver, siger direktør Charlotte Jepsen.

Dermed bliver et travlt år ekstra travlt.

- Det har ikke været lige let hele vejen, fordi reglerne er blevet lavet om undervejs, siger hun.

- Vi bruger i forvejen rigtigt meget tid på at hjælpe virksomhederne med at få deres kompensation udbetalt, når sagsbehandlingstiden trækker ud. Det sker allerede i dag, og det er klart, at hele den opgave ikke bliver mindre, i og med at der er kommet ekstra hjælpepakker, siger Charlotte Jepsen.

'Hvordan kan vi sikre os?'

Hos revisionsvirksomheden BDO Danmark fører de mange henvendelser fra virksomheder, der er i tvivl, til en del ekstraarbejde, fortæller administrerende direktør Stig Holst Hartvig.

- Der bruges rigtigt meget tid på at bistå kunder igennem det her, siger han.

- Al den usikkerhed, al den uforudsigelighed, der ligger i det, betyder, at man i virksomhederne er utrygge. Hvordan kan vi sikre os? Det afføder en hel del dialog med kunderne, siger han.

På grund af de mange henvendelser har revisionsfirmaet måttet udviklet et onlineværktøj, hvor alle kan få svar om hjælpepakkerne. Indtil videre har man besvaret over tusind spørgsmål.

Har holdt hånden under mange jobs

I branchen er man dog ikke i tvivl om, at hjælpepakkerne har været med at til holde hånden under virksomheder, der ellers ville være kommet i problemer på grund af nedlukningen.

- Alle vores analyser viser, at hjælpepakkerne faktisk har haft effekt, fortæller Charlotte Jepsen fra FSR Danske Revisorer.

- De har holdt hånden under rigtig mange virksomheder, og rigtigt mange jobs. Men måden, de kommer på, sådan drypvis hen ad vejen og med meget korte varsler, gør, at det er vanskeligt at tilrettelægge og planlægge tingene, siger hun.

- Der kunne man fra politisk hold gøre tingene lettere ved at arbejde med scenarier eller varslingssystemer, siger hun.

Den samme opfordring kommer fra Stig Holst Hartvig fra BDO Danmark.

- Det afføder jo i nogle brancher enorme bekymringer, når man lukker ned uden at vide, hvad det er for en grad af sikkerhedsnet, som man efterfølgende tilbyder, siger Stig Holst Hartvig og tilføjer:

- Der er utvivlsomt mange, der har sovet rigtigt dårligt i mange dage nu - med spørgsmål som 'er min butik også levedygtig i de kommende måneder?'

Slæk på kravene

Charlotte Jepsen fra FSR Danske Revisorer håber, at politikerne vil se på, hvordan man kan gøre sagsbehandlingen omkring hjælpepakkerne mere smidig. Eksempelvis ved at gøre det muligt at genbruge revisorerklæringer, når en virksomhed gentagne gange søger om kompensation for faste omkostninger. Eller ved at slække på kravene ved ansøgninger om mindre beløb.

- Det ville gøre tingene nemmere for både revisorerne, deres kunder og de myndigheder, der skal behandle ansøgningerne, siger hun.

Facebook
Twitter