Risiko for bøder og skattesmæk: Luksusbiler tjekkes under 'Hellerup-ugen'

Motorstyrelsen står klar, når sportsvogne og firehjulstrækkere ruller ind i Skagen i næste uge.

Uge 29 i Skagen, den såkaldte 'Hellerup-uge', trækker traditionelt en lang række luksusbiler til det nordjyske, konstaterer Motorstyrelsen. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Bliver den firmaejede Ferrari brugt til privat feriekørsel?

Er Audi Q7-firehjulstrækkeren registreret som autocamper, og står der cvr-nummer på siden af varebilen?

Det er nogle af de forhold, som Motorstyrelsen i den kommende uge står klar til at undersøge, når fortrinsvis velhavende danskere indtager Skagen under den såkaldte 'Hellerup-uge'.

- Der er mange specielle og ofte meget dyre køretøjer i Skagen i den uge. Og fra tidligere ved vi, at det for nogle kniber med at betale korrekt afgift eller skat af fri bil, siger underdirektør i Motorstyrelsen Jørgen Rasmussen.

Omkring 50.000 turister ventes at indtage Skagen i uge 29. Og mange af dem ankommer i alt fra sportsvogne til store firehjulstrækkere og varebiler på gule plader.

- Det kan koste alt fra en ordensbøde på 5.000 kroner til mange hundrede tusinde kroner, hvis man ender med at skulle betale både afgift og en tilsvarende bøde. Derfor synes vi, at det er fair at sige til folk, at vi kommer derop, siger Jørgen Rasmussen.

Holder øje med store firehjulstrækkere

Kontrolindsatsen sker i samarbejde med politiet, der sørger for at vinke bilisterne ind til siden, så Motorstyrelsen kan undersøge om skatte- og afgiftsreglerne er overholdt.

Er der for eksempel tale om manglende afgifter for 200.000 kroner eller derover, så vil der på stedet blive stillet krav om sikkerhed for, at beløbet bliver betalt.

- Hvis ikke der bliver det, så må vi bede politiet om at tage over og beslaglægge bilen. Og så kan der blive langt hjem fra Skagen, siger Jørgen Rasmussen.

Der skal være styr på skatter og afgifter på de dyre biler, der triller ind i Gl. Skagen i næste uge, når Hellerup-ugen løber af stablen. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Motorstyrelsen holder blandt andet øje med større firehjulstrækkere, der kan være registreret som autocampere og derfor være belagt med en lavere afgift end almindelige personbiler.

Det er i udgangspunktet fuldt lovligt - men så skal der også være et vist antal sæder samt køkkenudstyr og sengepladser i bilen.

- Hvis man har sparet en masse penge ved at pille det hele ud af sin Audi Q7 eller Ford Galaxy for at bruge den som almindelig bil, så står vi klar til at se nærmere på det, siger Jørgen Rasmussen.

Sviptur i fars firmabil kan blive dyr

En sviptur i firmabilen kan også blive en dyr fornøjelse. Er der ikke betalt skat af fri bil, vil den enkelte nemlig blive beskattet af hele den periode, han eller hun har haft bilen - og ikke kun for turen til Skagen.

- Og vi holder også øje med, om direktørens søn kører rundt i sin fars firmabil. Det er selvfølgelig i orden, hvis faren er beskattet af fri bil, siger Jørgen Rasmussen.

Der kan dog være tilfælde, hvor der rent faktisk er tale om arbejdsrelateret kørsel - for eksempel forretningsmøder i Skagen.

- Det kan være helt legalt. Og så må vi undersøge, om formalia er i orden. Vi kigger for eksempel på, hvem virksomheden handler med, og om der findes fakturaer, der bekræfter det, folk fortæller os, siger Jørgen Rasmussen.

Der kan også være tilfælde, hvor bilister med bopæl i Danmark er blevet fristet til at køre til Skagen i bilen fra sommerhuset i Sydeuropa.

Som hovedregel må man som herboende ikke køre i udenlandsk registrerede biler.

- Det er ikke noget, vi kigger særskilt efter, men hvis vi støder på det, så ser vi på det og sender eventuelt sagen videre til Skattestyrelsen, sige Jørgen Rasmussen.

Razzia gav bøde til hver tredje

Skagen er ikke det eneste sted i landet, hvor Motorstyrelsen laver kontrolaktioner denne sommer.

For nylig var varebiler i fokus under Landsskuet i Herning. Og her fik hver tredje af de bilister, der blev vinket ind til siden, en bøde.

Trods mange smarte biler, er der også flere gæster, der ankommer i helikoptere - og for første gang i år, bliver det også muligt at tage vandflyveren. Ruths Hotel har nemlig lavet en aftale med dem i uge 29. Prisen ligger på 3.600 kroner tur-retur fra København og Skagen. Ved jomfruturen mandag serveres champagne og snacks. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Det er mange, men det er også et udtryk for, at vores medarbejdere ved lige præcis, hvad de skal gå efter. Så det er ikke det samme som at sige, at hver tredje bilist ikke overholdt reglerne, siger Jørgen Rasmussen.

Det findes dog en mulighed for at køre privat i en gulpladebil uden at risikere bøder.

Via Skat.dk kan man hos Motorregistret - eller med en mobilapp - købe dagsbeviser til 185 kroner per døgn.

Det er muligt at købe dagsbeviser i op til 20 dage om året, og det kræver en tilladelse fra det firma, der ejer bilen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter