Rolf Bagger: Ingen forbindelse til Stein

Forfatteren Rolf Bagger skriver i en kortfattet meddelelse til DR Nyheder, at han i mange år ikke har haft forbindelse til sin søn, Stein Bagger, der nu er sigtet for bedrageri.

Der har ikke været kontakt mellem forfatteren Rolf Bagger og hans søn i mange år, fastslår Rolf Bagger i en pressemeddelelse. Stein Bagger er nu sigtet for storsvindel. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

I en kortfattet pressemeddelelse til DR Nyheder skriver Stein Baggers far, forfatteren Rolf Bagger, at han ikke har haft forbindelse til sin søn siden Stein var dreng.

Pressemeddelelsen er gengivet her:

- I anledning af, at jeg som far til Stein Bagger er blevet inddraget i pressedækningen af den verserende sag, skal jeg oplyse at jeg blev skilt fra hans mor for 40 år siden, at han er vokset op hos sin mor og at jeg ingen som helst forbindelse har haft med Stein eller den øvrige familie, siden han var barn.

Den adm. dir. for IT Factory, Stein Bagger, blev torsdag sigtet for dokumentfalsk og bedrageri for op imod en milliard kroner mod danske og udenlandske banker.

Bror ønsker ro

Samtidig skriver Stein Baggers bror, Thym Bagger, der driver hotel i Spanien, i et indlæg på familiens hjemmeside, at de fleste har haft travlt med at kaste mudder og vaske hænder bagefter. Broderen ønsker ikke at uddybe citatet over for B.T.

- Lige nu har vi brug for fred. Der er så mange ting, vi skal forsøge at overskue. Og nej... vi har ikke modtaget nogen meddelelser fra Stein, siger han i telefonen fra Spanien.

Facebook
Twitter