Ros giver bedre medarbejdere

Hver tredje ansatte får aldrig ros af chefen, og det er en stor fejl, mener både arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer. For ros får folk til at yde en ekstra indsats.

Undersøgelsen viser, at ros både giver de ansatte bedre trivsel og får dem til at yde en ekstra indsats. (Foto: gozdeo © Stock xchng)

Hver tredje lønmodtager får aldrig et klap på skulderen eller en anden form for anerkendelse for sit arbejde, viser en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4.

Både på arbejdsgiversiden i Dansk Industri og hos lønmodtagerne i 3F er man enige om, at det er en fejl fra arbejdsgivernes side, at de ikke roser deres medarbejdere mere.QuickVote: Ros på jobbet

Undersøgelsen viser nemlig, at ros både giver de ansatte bedre trivsel og får dem til at yde en ekstra indsats. Over halvdelen af deltagerne i Ugebrevet A4's undersøgelse er parate til at arbejde mere for ekstra ros.

Sætter ikke ord på

Men ifølge afdelingschef i Ledernes Hovedorganisation Trine Thorning er det ikke ond vilje, der gør, at lederne ikke roser.

MediaLinks:

- Jeg er ret overbevist om, at hvis du spørger lederne selv, så tror de, at de giver ros til deres medarbejdere. Men det handler om, at de ikke sætter ord på, fortæller hun.

Trine Thorning opfordrer lederne til at give deres medarbejdere mere individuel ros.

- Det er sjældent, at lederen går hen til den enkelte medarbejder og siger: Du har gjort et kanon stykke arbejde.

Kan føre til personlighedstab

For dem, som ikke bliver rost, betyder det, at de bliver usikre på deres evner og talenter. Det forklarer sociolog Rasmus Willig.

- I værste fald kan det lede til en form for personlighedstab, hvor man ikke rigtig ved, hvad man er god til, siger han.

Det er især den ufaglærte, for eksempel rengøringsassistenten, der må finde sig i ikke at blive rost af chefen. Kontoransatte har derimod gode chancer for at få et opmuntrende ord med på vejen.

Facebook
Twitter