Nu lukkes den russiske gashane for to europæiske lande: Det vil det betyde for danske gaskunder

Der er ingen grund til dansk bekymring - lige nu, siger minister.

Din varmeregning kan igen få et nøk op, vurderer ekspert. (Foto: (Illustration) Nathalie Nystad)

Der skal betales i rubler, ellers bliver der lukket for den russiske gashane.

Det er det signal, den russiske præsident, Vladimir Putin, har sendt til Europa, efter at det russiske gasselskab Gazprom i dag lukkede for hanen til Polen og Bulgarien, fordi de to lande har nægtet at betale for gassen med den russiske valuta.

Lukningen af gas til de to europæiske lande kan sætte gang i en masse bekymringer hos mange danske gaskunder.

Men der er foreløbigt ingen grund til at ligge søvnløs om natten, forsikrer energiminister Dan Jørgensen (S).

- På den korte bane betyder det ikke noget for forsyningssikkerheden i Danmark. Vi får den gas, vi skal bruge nu. Men det betyder noget for priserne, der endnu en gang er steget.

- Men på den lange bane kan det her få ganske alvorlige konsekvenser - også for Danmark, siger Dan Jørgensen.

På kort sigt vil der nemlig være masser af gas til danskerne. Ifølge Energistyrelsen vil Danmark kunne opretholde gasforsyningen til alle danske husstande i mindst to måneder i tilfælde af, at Danmark ikke længere modtager gas via Tyskland.

Herfra modtager modtager Danmark nemlig størstedelen af sin gas, og en stor del af gassen derfra stammer fra Rusland.

Derfor ringer alarmklokkerne heller ikke for alvor hos seniorforsker Trine Villumsen Berling fra Dansk Institut for Internationale Studier.

- Det kan sagtens være, at flere lande bliver ramt af de her udmeldinger. Men vi skal ikke være bekymrede i Danmark, for vi har faktisk ret store lagre, og vi har store muligheder for at skrue op for grøn gas i vores ledningsnet. Det er selvfølgelig noget, vi ville kunne mærke, men det er ikke noget, vi skal være bange for, siger hun.

Prisen er steget, og det kan den blive ved med

I går kom nyheden om, at Polen og Bulgarien har fået kappet gashanen, og det satte med det samme en kædereaktion i gang, da handlen for gas åbnede i morges.

Den rå pris på gas steg nemlig med 20 procent og er cirka tyvedoblet i forhold til prisen for to år siden. Du betaler dog ikke 20 gange så meget som dansk gaskunde, da der også er en række andre udgifter med i din gaspris.

Konkret er prisen for danske gaskunder dog mere end fordoblet det seneste halve år.

Gasprisen er dog stadig noget billigere, end hvad den var, da krigen brød ud i Ukraine.

Men den forhøjede pris kan i sidste ende ramme de godt 400.000 danske gaskunder.

- Når gasprisen stiger på det europæiske marked, vil det påvirke prisen, vi betaler herhjemme, selvom gassen sådan set stadig flyder til Danmark, siger Jens Nærvig Pedersen, chefanalytiker i Danske Bank.

Og det kan i sidste ende afspejle sig på din varmeregning.

Der kommer nok nogle måneder nu, hvor de fleste på grund af stigende temperaturer holder fingrene fra termostaten på radiatoren derhjemme, men til vinter skal der skrues op for varmen igen. Og det kan slå revner i danskernes pengepung.

- Der er desværre ikke nogen billig løsning på den korte bane. Selv hvis vi på egen vis køber gassen andre steder end fra Rusland, vil det stadig være en høj pris. Gasregningen vil derfor fortsat være en bekymring for forbrugeren - også til næste vinter, siger Jens Nærvig Pedersen.

Regeringen fremlagde i sidste uge en plan for, hvordan Danmark kan blive uafhængige af naturgas. Den kan du høre mere om i videoen nedenfor.

Da gaspriserne har presset mange danskere økonomisk, vedtog regeringen en aftale, der sikrer 6.000 kroner skattefrit til en række danskere. Pengene går til husstande med gas som primær varmekilde og kræver, at husstanden har en samlet indkomst under 650.000 kroner om året efter arbejdsmarkedsbidrag.

Men selvom der er udsigt til nye forhøjede gaspriser, ser regeringen ikke ind i at give et yderligere tilskud.

- Vi har jo lavet en hjælpepakke, der kommer til at give de danskere, der er hårdest ramt af det her, en økonomisk håndsrækning. Vi kommer til at fokusere på fremadrettet at hjælpe med at skifte gasfyr ud, så vi kan blive helt fri for gassen, siger energiminister Dan Jørgensen.

Virksomheder kan få kappet gassen

Hvis gassituationen på et tidspunkt for alvor bliver kritisk i Danmark, så er der er også lavet nødplaner.

Det indebærer blandt andet, at 50 store gas-tunge virksomheder kan få lukket for gassen, så man fortsat kan levere gas til danske husstande og kritisk infrastruktur.

Også det delvist statstejede danske energiselskab Ørsted ønsker ikke at betale russiske gasleverancer i rubler.

- Gazprom Export har bedt os om inden udgangen af maj at svare på, om vi vil efterleve kravet. Vi har fortsat ingen intention om at betale i rubler. Vi er i tæt dialog med andre energiselskaber og myndighederne om et fælleseuropæisk respons til Gazprom Export, skriver Ørsted i et skriftligt svar til DR Nyheder.