Ryanair er gået i krig med sine medarbejdere: Sjette strejke på en måned

Ryanair mister anseelse og værdi, når ansatte rejser sig mod ledelsen, siger analytiker.

Især i Tyskland holder Ryanair-flyene i dag stille. Tiden, hvor lavprisselskabet var forskånet for lange og udmattende strejker, er forbi, siger aktieanalytiker. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

' Flug storniert', 'Cancelled', 'Aflyst.'

På tavlerne i afgangshallerne i en lang række europæiske lufthavne vil man ud fra Ryanair-afgange fredag finde aflyste fly.

I alt 400 ud af 2.400 Ryanair-afgange er aflyst, efter piloter i et af Europas største flyselskab, Ryanair, har nedlagt arbejdet.

Det drejer sig om medlemmer af pilotforbund i Tyskland, Irland, Holland, Belgien og Sverige, som frem til lørdag klokken tre bliver hjemme fra arbejde.

Ryanair vil ikke imødekomme piloternes krav til løn- og arbejdsvilkår og derfor aflysningerne, hvoraf 250 afgange er fra Tyskland.

- Ryanair udelukker kategorisk enhver stigning i personaleomkostningerne i forhandlingerne. Samtidig har Ryanair aldrig vist, hvor der er plads til at finde løsninger. Ryanair alene er ansvarlig for den eskalering, der nu er sket, siger præsidenten for det tyske pilotforbund, Vereinigung Cockpit, Martin Locher.

I Københavns Lufthavn betyder strejken to aflysninger. Det drejer sig om en afgang til Köln i Tyskland og en afgang til Charleroi i Belgien, oplyser lufthavnen.

Irsk tovtrækkeri

Det er femte gang på under en måned, at det irske flyforbund Forsa nedlægger arbejdet på grund af afsporede forhandlinger med Ryanair.

Hver gang har Forsa udtaget 25 procent af de irske Ryanair-piloter til strejke. Og hver gang har Ryanair reageret hårdt mod strejkevåbnet.

Den 25. juli truede Ryanair med fyresedler til 100 piloter og 200 kabineansatte, og luftfartselskabet har lagt faktaark ud på sin hjemmeside, som udstiller piloterne som forkælede medarbejdere i forhold til andre flyselskaber:

- Denne femte strejke er uansvarlig, uberettiget og forstyrrer kunder og skader Ryanairs forretning og vores aktiekurs. Forsa har opfordret til møder med Ryanair, men hver gang Ryanair har inviteret Forsa til at mødes, har Forsa afvist invitationer og i stedet varslet en strejke, siger marketingdirektør Kenny Jacobs i en pressemeddelelse.

Forsa har en anden udlægning:

- Siden den første endagsstrejke er selskabets ledelse kun gået med til at mødes i to timer trods Forsas gentagne forsikring om, at den til enhver tid er tilgængelig for drøftelser, skriver Forsa på sin hjemmeside.

Ryanair ligner nu andre selskaber

Ryanair har været skånet for lange og udmattende strejker, som de senere år har været den store historie for gamle, store spillere som SAS, Lufthansa og AirFrance.

Men den tid er ved at være forbi, forklarer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank og indgående kender af luftfartsbranchen.

- Alle har kunnet se, hvordan gentagne strejker over de seneste 15 år har påvirket hæderkronede selskaber, når medarbejdere er med i cockpittet og har en hånd på styrepinden, fordi de har strejkerne som pressionsmiddel. Det har Ryanair stort set været fri for. Men nu er døren til cockpittet ved at blive sparket op af medarbejderne, og det kan påvirke Ryanairs indtjening og evne til at flyve rettidigt, siger han.

Ud over de fem pilotstrejker over den seneste måned nedlagde kabinepersonalet i Belgien, Spanien og Portugal sidst i juli arbejdet i to dage, hvilket udviklede sig til den største strejke i Ryanairs historie, da op mod 100.000 passagerer blev påvirket.

Aktionærerne kan tage skraldet

Ryanair-aktien har starten dagen med et nyt dyk ovenpå en langvarig nedgang, der har sablet en fjerdedel af selskabets markedsværdi over det seneste år, så Ryanair nu er godt 110 milliarder kroner værd.

Men man skal også være nervøs, hvis man er aktionær i Ryanair. Det kan nemlig være dem, der betaler for konflikten med de Ryanair-ansatte, forklarer Jacob Pedersen:

- Mange steder i Europa kan vi se, at de meget lave omkostninger er under et gevaldigt pres, og det er noget, som selskaberne er nødt til at give køb på for at få medarbejderne på plads. Ryanair har truet med at flytte sine baser til Polen, men der er også muligheden for at lade aktionærerne tage skraldet ved at levere en lavere indtjening, end vi er vant til, siger han.

Billetpriserne tror han ikke, Ryanair vil pille ved.

- Vi skal huske på, at Ryanair er et meget stærkt produkt og en af de bedste forretninger indtjeningsmæssigt. Derfor vil de også gøre alt for ikke at give løb på de lave billetpriser.

Ryanair skriver i en 'morning update' på Twitter, at 85 procent af flyafgangene er 'on schedule.'

34 KRAV TIL RYANAIR

  • Kabinepersonale og 'groundhandling'-ansatte har fremsat i alt 34 krav til Ryanair:

  • Krav fra kabinepersonale

  • En fair løn, der afspejler det faktiske arbejde

  • Løn efter erfaring og kvalifikationer

  • Kompensation for vagtplansændringer i sidste øjeblik

  • Slut med egenbetaling for eksempelvis drikkevarer, mad, uniformer og opkald til ’crew control’

  • Løn- og arbejdsvilkår, der afspejler levestandarden i det pågældende base-land.

  • Betalt orlov

  • Fælles pensionsordning

  • Betalte kurser i overholdelse af EU’s flyvetidsregler

  • Stabile vagtplaner

  • Forudsigelige arbejdstider

  • Overholdelse af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur EASA’s hviletidsregler.

  • Et system i forhold til forflytning, forfremmelse og faglige sanktioner – som ikke er baseret på salgstal

  • Varsling i god tid om ændringer af arbejdsforhold – for eksempel lukning af base

  • Lettere adgang til ’crew control’ – for eksempel ved sygemelding

  • Opprioritering af anciennitet og sikkerhed

  • Ingen krav om konto i irsk bank

  • Lighed i arbejdsforhold på tværs af baser

  • Klar afgrænsning af ansættelser i rekrutteringsbureauet Crewlink

  • Ansættelseskontrakter skal respektere de national lovgivning og regler i baselandet

  • Ansættelseskontrakter skal være tilgængelige på det sprog, personalet forlanger

  • Løn under sygdom

  • Ingen modregning i løn under sygdom

  • Nemmere procedure for sygemelding

  • Diskretion omkring sygdom

  • Slut med pres for at sælge varer i kabinen

  • Ingen individuelle salgskommissioner

  • Salgskommissioner skal deles mellem fire kabineansatte

  • Salgstal skal ikke være grundlag for forfremmelse, omplacering eller disciplinære sanktioner

  • En fair løn

  • Krav fra personale på landjorden

  • En fair løn, der afspejler det faktiske arbejde

  • Bedre arbejdsvilkår – i det mindste i overensstemmelse med gennemsnittet i ground handling-sektoren

  • Færre arbejdstimer på årsbasis

  • Implementering af sundheds- og sikkerhedspolitik i samarbejde med de faglige organisationer

  • Udskift tidsbegrænsede kontrakter med permanente kontrakter

  • Kilde: #cabincrewunited