Ryanair og fagbevægelsen på vej i åben krig

Ryanair afviser nu formelt at tegne overenskomst med danske fagforbund. LO-familien er til gengæld klar til omfattende blokade mod selskabet i Københavns Lufthavn, hvilket vil gøre det nærmest umuligt for Ryanair at flyve fra København.

LO-familien er klar til omfattende blokade mod Ryanair i Københavns Lufthavn, hvilket vil gøre det nærmest umuligt for Ryanair at flyve fra København. (© Ryanair)

Kalenderen vil stå på forår, men når det irske lavprisselskab Ryanair den 26. marts efter planen for første gang vil lette fra København, vil luften i lufthavnen være iskold.

I hvert fald mellem Ryanair og de danske fagforeninger i lufthavnen.

Ryanair har nemlig formelt afvist at tegne dansk overenskomst for selskabets flyvende personale - selv om selskabet vil etablere en decideret base med fly og mandskab tilknyttet i København.

Forhandler ikke med tredjeparter

I et brev til Flyvebranchens Personaleunion (FPU), som organiserer flyvende personale i en række danske flyselskaber så som Jet Time og Cimber, skriver Ryanair blandt andet:

- Som I er fuldt ud klar over, forhandler Ryanair ikke med tredjeparter eller konkurrerende luftfartsselskabers fagforeninger.

- Vi mødes med og forhandler kollektive aftaler direkte med vores piloter og kabinepersonale på alle vore baser, og vi vil fortsætte med at forhandle direkte med vores folk, hedder det i brevet fra Ryanair, der er stemplet 20. januar.

Klar til konflikt

Afvisningen får nu FPU til at sende konfliktvarsel til Ryanair, der er berygtet blandt fagforeninger for månedslønninger på under 10.000 kroner, ingen løn under sygdom og én uges fyringsvarsel.

- Ryanair har blankt afvist at indgå i en dialog med os om overenskomster for deres flyvende personale i Danmark, så vi vil nu afsende et konfliktvarsel. Faktum er jo, at de tilbyder deres kabinepersonale helt ned til 7.500 kroner om måneden og ingen løn under sygdom. Det, mener vi ikke, hører til på det danske arbejdsmarked, siger formand for FPU, Thilde Waast.

Hvis Ryanair fortsat afviser at forhandle, står FPU ikke alene.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er de øvrige LO-forbund klar til at varsle sympatikonflikt og dertil hørende sympatiblokade i Københavns Lufthavn. På et koordinerende møde i LO's domicil på Islands Brygge i København i dag blev der således givet håndslag på, at blandt andre 3F, HK og Dansk Metal er klar til en sympatikonflikt, hvis det skulle komme så langt.

Kan ramme hårdt

I så fald må medlemmer under et LO-forbund ikke udføre arbejde for Ryanair i Københavns Lufthavn, og selskabet får dermed uhyre svært ved at få håndteret bagage, leveret brændstof eller catering.

En sådan omfattende blokade mod selskabet vil gøre det nærmest umuligt for Ryanair at få fodfæste i København, vurderer en ekspert:

- En sympatikonflikt vil ramme så mange vitale funktioner i lufthavnen, som Ryanair ikke selv vil kunne håndtere, så jeg har meget svært ved at se, at de i så fald vil kunne nå deres mål, siger luftfartsekspert og redaktør på branchesitet check-in.dk, Andreas Krogh.

Afgørende slag i luftfarten

Ifølge en arbejdsmarkedsforsker er der store ting på spil i en kommende konflikt i Københavns Lufthavn.

- Det her drejer sig jo ikke alene om den danske fagbevægelse og den danske luftfartsbranche, der jo er kendt for at have gode og ordentlige forhold for de ansatte. Det her er et vigtigt opgør om fremtidens europæiske luftfartsbranche, hvor rigtigt mange af de gamle selskaber er trængt af lavprisselskaber som Ryanair, der er kendt for at underbyde konkurrenterne på især lønninger. Taber fagbevægelsen kampen i København, hvor den står stærkt, kan Ryanair vinde overalt, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved Aalborg Universitet.

Ryanair: Vi overholder EU-lov

Ryanair har ikke ønsket at kommentere sagen, men understreger i en kortfattet mail til DR Nyheder, at selskabet overholder al EU-lovgivning. I brevet til FPU uddyber Ryanair sit synspunkt og understreger, at selskabet ikke anerkender at være underlagt anden lovgivning end den irske, eftersom "Ryanair er et irsk selskab, der opererer irske registrerede fly, som juridisk er defineret som irsk territorium."

Ryanair flyver allerede fra Billund og Århus, men selv om selskabet ligeledes har en base i Billund, er det ikke lykkedes den danske fagbevægelse at mønstre tilstrækkelig opbakning til en konflikt blandt de ansatte i Billund Lufthavn.

Ryanair har indkaldt til pressemøde i København torsdag morgen - dog uden at løfte sløret for emnet. Fra Ryanair vil blandt andet deltage selskabets personalechef Eddie Wilson, der er kendt som selskabets frontfigur i kampen mod fagbevægelsen i Irland og Storbritannien.

Ryanair varslede i efteråret under stor mediebevågenhed, at man efter flere års tilløb er klar til at etablere en base med fly og personale i Københavns Lufthavn og ruter til London, Milano samt Warszawa.

Facebook
Twitter