Ryanair på kant med fagforbund

Det irske flyselskab Ryanair nægter at tegne en dansk overenskomst, og det er ikke populært i de danske fagforeninger.

Det irske flyselskab Ryanair er for tiden i gang med at etablere sig i Billund Lufthavn. Lavprisselskabet nægter at tegne en dansk overenskomst, og det er ikke populært i de danske fagforeninger. Det skriver Politiken.

Ryanairs base i Billund skal efter planen åbne 23. marts, og selvom selskabet i flere år har fløjet til Billund, bliver det første gang, at selskabets ansatte direkte kommer til at bo og arbejde i Danmark.

Fagforeningerne med 3F i spidsen kræver derfor, at lavprisselskabet skal tegne en dansk overenskomst for de 80-100 piloter og kabinepersonale, der kommer til at have hjemme på den nye base. Det nægter Ryanair dog pure.

- Da alle vores medarbejdere er ansatte på irsk fly/territorium og på irske kontrakter, vil vi ikke gå ind i forhandlinger med irske, danske eller nogen anden fagforening, skriver Ryanairs kommunikationschef Stephen McNamara til Politiken.

3F varsler konsekvenser

Brian Lyst, formand for 3F i Varde-Billund, varsler dog konsekvenser, hvis ikke Ryanair bøjer sig.

- Der er helt lovlige midler i den danske model, som vi har mulighed for at bruge. Vi har mulighed for at konflikte på dem igennem vores organisationer og simpelthen sørge for, at de ikke kan få tanket, få forsyninger og håndteret bagage, siger Brian Lyst til Politiken.