Ryanair udfordrer fagbevægelsen – vil igen åbne base i København

Ryanair åbner igen en base i København, men uden planer om dialog med fagbevægelsen.

Ryan Airs CEO, Michael O'Leary, lancerede på et pressemøde i dag, selskabets plan om en ny base i København og til sommer fire nye ruter til Pescara, Thessaloniki, Valencia og Zadar. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Det er kun et spørgsmål om tid, før Ryanair igen har en velfungerende base i København.

Sådan lyder den selvsikre melding fra Michael O’Leary, direktør for det irske lavprisselskab. Og han lader sig ikke afskrække af, at Ryanair sidste år løb ind i en bitter konflikt med den danske fagbevægelse. En konflikt, der fik Ryanair til at lukke sin base i Københavns Lufthavn, Kastrup, efter bare fire måneder.

- Vi er i drøftelse med Københavns Lufthavn om at åbne en base i vinteren 2017 om 15 måneders tid, siger Michael O’Leary, der torsdag var i København for at præsentere fire nye Ryanair-ruter fra København næste år.

- Vi vil gerne åbne en base, for det vil give os mulighed for at vokse og åbne nye ruter plus skabe nye job for piloter og kabinepersonale. Sidste gang vi forsøgte, blev vi blokeret af fagforeningerne i SAS. Men nu da vi vokser i København og bidrager med størstedelen af væksten i København, så har vi vist, at blokaderne og boykotten ikke har virket, siger Michael O’Leary.

Dårlig erfaring med fagbevægelsen

Konflikten sidste år endte i Arbejdsretten, da Ryanair nægtede at tegne overenskomst på danske arbejds- og lønvilkår. Fagbevægelsen varslede blokade, og Arbejdsretten gav fagforeningerne ret i, at blokader var et lovlig middel.

Straks efter dommen nedlagde Ryanair sin base i København. Dermed havde selskabet ikke længere overnattende fly i København. I stedet blev de flyttet til Kaunas i Litauen. Selskabet har dog hele tiden haft ruter til og fra København.

Michael O’Leary har ingen planer om at tale med fagbevægelsen denne gang.

-Hvorfor skulle vi møde dem? Det gjorde vi sidste år. De blokerede vore fly, og så flyttede vi dem. Nu forsøger vi bare igen at åbne en base. Måske vil de så blokere endnu en gang, og så flytter vi vore fly, siger han og kalder fagforeningernes blokade for ”afpresning af vore passagerer”.

Reglerne er uomgængelige

I Flybranchens Personale Union tager man Ryanairs udmelding med sindsro.

- De skal være velkommen til at komme tilbage. Men kravet må være, at de følger de regler, som gælder for alle andre på arbejdsmarkedet. Ligesom vi krævede sidste år, siger næstformand i FPU, Anders Mark Jensen.

Ryanair er det tredjestørste selskab i Københavns Lufthavn med ca. 2,5 mio. passagerer om året. Til næste sommer åbner de endnu fire ruter ud af København til henholdsvis Spanien, Italien, Grækenland og Kroatien. Dermed vil Ryanair have 18 ruter fra og til København.