Ryanair: Vi fortsætter med at flyve til og fra Danmark

Det irske lavprisselskab ønsker fortsat ikke at anvende den danske model i forhold til sine ansatte.

Der blev demonstreret foran Arbejdsretten i København torsdag, da Ryanair var på dagsordenen. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Sagen mellem den danske fagbevægelse og Ryanair ændrer ikke på, at det irske lavprisselskab vil fortsætte med at have en forretning i Danmark.

Sådan lyder det fra det irske selskabs personaledirektør, Eddie Wilson, efter Arbejdsretten i København torsdag har meddelt, at næste møde i sagen om Ryanair finder sted 12. maj.

- Vi vil fortsætte med at flyve ud fra Danmark og have vores forretning her, siger han.

Vil have dansk overenskomst

Serviceforbundet, der er en del af LO, og Flyvebranchens Personaleunion (FPU) ønsker en overenskomst med Ryanair for det personale, som selskabet vil basere i Danmark.

Ryanair har hidtil afvist ønsket, og derfor har fagbevægelsen bedt Arbejdsretten tage stilling til lovligheden i en strejke og sympatikonflikt mod Ryanair.

Torsdag har Arbejdsretten lyttet til parterne i sagen, men ikke truffet en endelig afgørelse eller fastsat en dato for, hvornår det skal ske. I stedet vil Arbejdsretten arbejde videre og behandle sagen næste gang 12. maj.

Vil ikke ændre den danske model

I mellemtiden understreger Eddie Wilson, at han ikke har noget problem med, hvordan tingene fungerer i Danmark.

- Vores udgangspunkt har altid været at have kollektive aftaler med vores ansatte. Vi er her ikke for at ændre den danske model, men den gælder bare ikke for os.

- Vores hensigt er at blive i Danmark på den ene eller den anden måde, siger han.

Forstår du bekymringen fra den danske fagbevægelse om, at I vil underbetale jeres ansatte?

- Vi har ingen bekymringer. Vi har kollektive aftaler med alle vores folk, svarer Eddie Wilson.

Torsdag har Ryanair officielt åbnet sin base i København, hvorfra selskabet har afgange til London, Milano, Dublin og Warszawa.

/ritzau/