Rynkecreme giver ikke færre rynker end fugtighedscreme

Antirynkecremer gør ikke huden yngre end en helt almindelig fugtighedscreme, viser en ny test fra Forbrugerrådet Tænk.

Der var ingen synlig reduktion af rynker og testpersonerne oplevede ikke selv en mindskning af rynkerne. (Foto: © Voyagerix, Scanpix)

Antirynkecremer er blevet en milliard industri og danskerne er villige til at betale tusindvis af kroner for en yngre hud.

Men ord som 'anti-wrinkle' og 'anti-age' på cremebøtterne giver ikke nødvendigvis færre rynker end en helt almindelig fugtighedscreme.

DR-programmet Forbrugertesten har fulgt Forbrugerrådet Tænk igennem den seneste test af nogle af de bedst sælgende rynkecremer på det danske marked. Og resultatet er klart:

- Reduktionen er ikke større end det som en almindelig fugtighedscreme også kan give, siger Stine Müller, der er projektleder i forbrugerrådet.

Ingen synlig reduktion

I fire uger har 150 frivillige kvinder testet fire rynkecremer og en almindelig fugtighedscreme. Kvinderne smurte halvdelen af ansigtet med en antirynkecreme, som de ikke kunne se mærket på, og den andet side af ansigtet med en fugtighedscreme, der ikke påstår at have en effekt på rynker.

Inden forsøget gik i gang fik kvinder taget tredimensionelle billeder, som viser dybden og mængden af rynker. Efter de fire uger blev præcis det samme område fotograferet. Der blev desuden taget en måling af hudens fugtighed og gennemført interviews.

Der var en mikroskopisk målbar reduktion på billederne, forklarer Stine Müller, men det var ingen synlig reduktion af rynkerne og testpersonerne oplevede ikke selv en voldsom mindskning af rynkerne.

Her ses de fire populære rynkecremer, der var med i denne test. (© DocEye / DR)

Testvinder koster 30 kroner

Der var dog én creme, som adskilte sig en smule fra de øvrige. Det var den absolut billigste, som er cremen fra mærket Cien, der sælges i discountsupermarkedet Lidl.

- Den eneste som adskilte sig fra fugtighedscremen var den billige creme fra Lidl til 30 kroner, fordi den målbare effekt faktisk var en smule større end for fugtighedscremen.

- Effekten varierer fra testperson til testperson, men når det kommer til målingerne af effekt på rynker og fugtighed, der er det altså denne Lidl-cremen, der er den bedste, selvom det er den billigste.

Tilfreds supermarked

Selvom testens dyreste creme er næsten tyve gange så dyr, så slår Cien-cremen sine modstandere på målstregen. Supermarkedet bag den billige creme er da også godt tilfredse.

- Vi er tilfredse med vores Cien Q10 Anti-Wrinkle Day Cream til fulde kan måle sig med og i de fleste tilfælde overgår de langt dyrere mærkevarer på markedet og tilmed til en pris på kun 30 kroner, skriver de til DR.

Hos Lóreal og Lancome, der har samme ejer, er de forbavsede over resultaterne af Forbrugerrådet Tænks tests.

- Vi ved, vores produkter har en bevist effekt, og det bekræftes yderligere i den store tilfredshed, vores forbrugere giver udtryk for. Tænks test fokuserer i høj grad på rynker og tager ikke hensyn til den brede vifte af anti-age virkninger, skriver de.

DR har ikke modtaget en kommentar fra Clinique, hvis antirynkecreme også deltog i testen.