Danske cafeer, værtshuse, diskoteker, pizzeriaer og en række andre brancher skal pålægges at investere i digitale kasseapparater, der indrapporterer alle oplysninger om salg direkte til skattemyndighederne.
Det besluttede et bredt flertal i Folketinget sidste år. Men selvom Skatteforvaltningen har dokumenteret, at så mange som hver tredje forretningsdrivende i nogle brancher snyder helt bevidst med skat og moms, så bliver den digitale løsning først indført om syv år.
- Vi kunne godt aftale, at det her skulle ske om to, tre eller fire år. Men det er også min opgave som skatteminister at sørge for, at Skatteforvaltningen kan levere på det. Og der må man bare acceptere, at det tager noget tid, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).
Et nyt notat fra Skatteforvaltningen, der har undersøgt syv brancher med mange salgsregistreringsfejl, viser, at der i cafeer, pizzeriaer, kiosker, købmandsbutikker, værksteder, tøjforretninger og frisører sker udbredt snyd med afgifter til staten.
Det foregår eksempelvis ved at modtage penge uden om kasseapparatet, slette salgshistorik fra kasseapparatet eller opgive for lav omsætning til myndighederne.
Socialdemokratiet: Regeringen er fodslæbende
Ifølge oppositionen er det for lang tid at vente til 2025 med at indføre de digitale kasseapparater.
I Sverige, hvor det har været et lovkrav siden 2010, har det ifølge de svenske skattemyndigheder betydet, at statskassen hvert år får tre milliarder kroner i ekstra indtægter i forhold til tidligere.
- Vi synes, det burde gå hurtigere med at indføre digitale kasseapparater i Danmark. Vi har allerede gode tal for, hvor problemerne findes, og derfor ærgrer det os, at regeringen er fodslæbende, siger skatteordfører for Socialdemokratiet Jesper Petersen.
Han kalder regeringen for "fodslæbende" i forhold til at pålægge virksomhederne at indføre de digitale kasseapparater, der i Danmark skal overføre alle oplysninger om salg direkte til skattemyndighederne.
Når det overhovedet er lykkedes at få regeringen til at bakke op om kravet, så var det resultatet af et politisk kompromis, da der tegnede sig et flertal for det uden om regeringen.
Socialdemokratiet ønsker samtidig, at et krav om digitale kasseapparater skal omfatte endnu flere virksomheder, end der foreløbigt er lagt op til.
- Det forhandler vi i øjeblikket med regeringen om. Men vi frygter, at de vil sylte sagen og måske trække støtten efter et folketingsvalg, siger Jesper Petersen.
Skatteminister: Det her er ikke et columbusæg
Skatteminister Karsten Lauritzen afviser, at regeringen er fodslæbende og ude på at løbe fra aftalen.
Der er behov for indsamle flere erfaringer fra de svenske skattemyndigheder og for den sags skyld også de norske, hvor de digitale kasseapparater blev indført sidste år, mener han.
- Jeg ønsker ikke som skatteminister at pålægge alle landets virksomheder en kæmpe byrde, hvor man skal investere 10.000 eller 15.000 kroner i et system, der måske ikke kører sammen med skattevæsenet. Vi skal give dem en rimelig frist, og det er altså i 2025, siger han.
Karsten Lauritzen påpeger samtidig, at digitale kasseapparater ikke vil løse alle problemerne med snyderi. Det vil stadig være muligt at sende penge uden om systemet med kontanter eller MobilePay.
- Hvis det her var et columbusæg af en løsning, der gjorde, at en cafe ikke kunne svindle, ville jeg da også se mere positivt på at gøre noget tidligere rent teknisk, selvom jeg tror, det ville blive svært, siger han.
Øget kontrol med i finanslovsforhandlinger
Snyderiet med skat og moms bliver i øjeblikket drøftet mellem regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov.
Et af ønskerne fra regeringens støtteparti er flere penge til øget kontrol med de brodne kar i butiks- og restaurationsmiljøet.
Helt konkret foreslår Dansk Folkeparti flere razziaer i stil med den såkaldte Fairplay-kampagne, som skattemyndighederne i årrække har gennemført mod sort og illegalt arbejde i Danmark.
- Vi skal have mange flere stikprøvekontroller, så man ikke kan spekulere i, at der ikke bliver holdt øje med én de steder, hvor der bliver snydt med moms og afgifter, siger gruppeformand Peter Skaarup.
Finansminister Kristian Jensen (V) er ikke afvisende overfor kravet om at øge skattemyndighedernes kontroller.
- Der er et ønske om at lave noget målrettet på kontroldelen. Det har man tidligere aftalt i forskellige finanslove, så det skal vi drøfte videre med Dansk Folkeparti, siger han.